Jeg elsker min sagsbehandler

For snart fem år siden var vi til et forældrekursus, hvor snakken (uvægerligt) kom til at gå på den kommunale sagsbehandling på specialområdet. Det er et emne, som handicapforældre kan tale om i døgndrift. Bare tryk på knappen, så starter vi. Det er nemlig op ad bakke.

Ud af de ca 30 familier, der var repræsenteret i rummet, var der kun én, der havde haft samme sagsbehandler i over 5 år. Og over 1/4 vidste slet ikke, om de havde en sagsbehandler.

Men den ene familie, der havde haft samme sagsbehandler i 5 år, var min familie. Det vakte respekt, men også berettiget misundelse. For den rigtige støtte og hjælp er alfa og omega – det, der gør forskellen på, om man som familie kommer igennem, eller om man falder fra hinanden. Det er sgu ikke for at male fanden på væggen – men man er i højrisikozonen ift. anbringelser, skilsmisser og uarbejdsdygtighed, når et barn har svære psykiske problemer. Og hvis man ikke har et sikkerhedsnet, er opgaven næsten umulig.

Nå, men vi var nok lidt hurtige på aftrækkeren – for en uge efter modtog vi et brev om, at vi havde fået en ny sagsbehandler. Gitte. Og jeg tænkte straks katastrofetanker. Hvad hvis Gitte ikke havde samme konstruktive tilgang? Hvad hvis hun ikke forstod os? Hvad hvis de ville fjerne støtten? Jeg har hørt en milliard historier om forældre, hvis største kamp er den mod deres sagsbehandler (kommune). Men de må gøre det godt i min kommune. For Gitte er ligeså fantastisk. Menneskelig men pragmatisk. Og meget løsningsorienteret.

For tiden er det hårdt med datteren. Vintermørket har sat gang i hendes sortsyn – og spiseforstyrrelsen rører på sig. Det forplanter sig i familien. Så i går ringede jeg til Gitte for at sige, at nu var tiden kommet. Vi havde brug for hjælp. Straks havde hun 3-4 konkrete forslag til, hvad der kunne sættes i værk, for eksempel dækning af merudgifter til kost – og vejledningssamtaler til min mand og mig. Men det vigtigste var hendes afslutningsreplik: “I har været nede i sorte huller før – og vi skal nok hjælpe jer med at komme op igen”.

Den ene lille bemærkning gjorde mig mere glad og lettet, end jeg har været i ugevis. For fornemmelsen af, at der står nogen klar med et udspændt sikkerhedsnet, er den bedste medicin. Så jeg elsker min sagsbehandler. Hun vil hjælpe os med at komme op af hullet. Alle burde have sådan en.

Reklamer