Tilgiv mig – dette bliver et longread. Det er en kompleks historie, som ikke kan fortælles kort. For nye læsere er det fortsættelsen af det forrige indlæg.

Jeg ved ikke, hvordan I har det med ”eksperter”. Personligt har jeg altid haft fuld tillid til de fagfolk, som vi har mødt på vores vej. Og der har været mange. Psykologer, læger, speciallærere, sagsbehandlere, psykiatere. Jeg har aldrig haft grund til andet. For de har altid mødt mig med tillid og respekt – og når jeg har udtrykt et behov eller en bekymring, er den blevet taget alvorligt. Jeg hører til blandt de såkaldt ”ressourcestærke” borgere – en betegnelse, der går igen og igen i de mange papirer, der ligger i mine børns journaler og sagsmapper rundt omkring.

Jeg ved, at det ret beset er en luksus. Jeg kender til mange familier, der ikke har samme ressourcer, og som er blevet sat under lup, kaldt dårlige forældre – og sågar truet med tvangsfjernelser, fordi der var noget med børnene, der bare ikke spillede. Det er det game, man går ind i som “offentlig familie” – eksperterne får lov at dømme, vurdere og intervenere. Det er langt fra altid det sker, heldigvis. Jeg ønsker ikke her at male et sort billede af fagfolk, blot at fortælle vores historie

For denne gang slap vi ikke. Under datterens indlæggelse gik vi til samtaler med den psykolog, der var tilknyttet hendes sag. Helt fra starten blev vi konstant udfordret: Der blev ikke sat nok grænser. Hun skulle lære, at der var andre i verden end hende selv. Vi skulle lære at sige fra over for hende. Og specielt blev jeg som mor sat under lup. Min relation til datteren blev vurderet som alt for tæt. Hun skulle lære at stå på egne ben.

Jeg er jo egentlig ikke uenig. Vores relation var meget tæt. Og jeg sagde mere til end fra. Men konteksten var, at hun i et år havde haft det meget dårligt, og jeg var kommet dertil, hvor jeg ikke vidste, hvad der var op og ned. Især når det gjaldt hendes forhold til hendes krop og mad. Jeg var jo hunderæd for at udløse en egentlig anoreksi. Og det var netop fordi, vi havde stødt panden mod muren, at vi søgte hjælp og viden.

Så jeg lyttede. Og jeg prøvede. Når datteren var hjemme i weekenden, var hun rasende. Hun forstod ikke indlæggelsen. Hvorfor skulle hun være der? Hvorfor gjorde vi det ved hende? Hvorfor forlod vi hende? Det gav så lidt mening for hende, at hun konstant konfronterede mig. Hun forfulgte mig rundt i huset, afmægtig, såret, vred. Og jeg kunne ikke give hende andre forklaringer, end at hun skulle have en diagnose. Men for en 14-årig med ADHD og overbliksvanskeligheder er det ikke en forklaring, der giver mening og accept.

Og jeg blev instrueret i at sige fra, sætte grænser og gå væk fra hende. Hun skulle lære at tage ansvar for sine egne følelser. Det var enormt svært for mig, for sådan har jeg aldrig ageret over for hende. Sagens kerne er jo, at hun ikke har evnen til selv at regulere følelser. Det er jo det, hendes funktionsnedsættelse består i. Jeg har altid været der til at hjælpe hende med at tolke verden, få den til at give mening.

Skal hun så lære det? Ja, selvfølgelig – men hun skal ikke lære det, når hun er døgnindlagt, væk fra sin hverdag, sine strukturer, sine vaner, sine venner, sine forældre – alt det, der er kendt og trygt. Det er ikke her, man fra den ene dag til den anden skal trække gulvtæppet væk under hende. Og det er ikke her, jeg skal sige fra. En psykolog har senere sagt, at det var ren adfærdsterapi. Beløn den gode adfærd, sig nej til den dårlige. Men her var ikke tale om dårlig adfærd. Her var tale om et barn der blev presset til grænsen. Og som forståeligt nok reagerede.

De første to-tre måneder var præget af ubeskrivelig afmagt og raseri. Vi fik at vide, at hun ville vende sig til det – at sådan reagerede mange børn. Jeg led, vekslede mellem autoritetstro og tvivl. Måtte igen og igen have genopfrisket berettigelsen for indlæggelsen hos fagfolkene og min mand.

På afdelingen meldte datteren sig mere og mere ud. Først røg ridningen, så de andre aktiviteter, så alt der havde med julen at gøre. Pædagogerne var irriterede over det. De mente, at hun kørte sin egen agenda, at hun var trodsig. Der blev lavet tydelige “aftaler” med hende: “L skal deltage i alle aktiviteter. L skal være med til spisning. L må ikke ligge på sit værelse.”

Når vi prøvede at komme i dialog med dem, var holdningen, at datteren fik alt for meget særbehandling, og at hendes reaktioner var en del af det mønster, som hun var vant til hjemmefra: at der blev taget alt for mange særhensyn til hende. Og det skulle stoppe.

Jeg spurgte flere gange, om ikke de var bange for, at hun var ved at blive skubbet ud over kanten, at hun ville få et sammenbrud. Ordret sagde psykologen til mig, at min datter var mere robust, end jeg troede.

Så kom vi ind i en ny fase. Hun begyndte at resignere og trække sig ind i sig selv. Hun blev apatisk og bare lå i sin seng på afdelingen. Hun beskrev, hvordan hun kunne ligge så stille og så længe, at hun ikke længere kunne mærke sin krop. Til sidst var hun bare hovede og tanker, og kroppen var forsvundet.

Og hun holdt op med at spise. Vi råbte vagt i gevær – men de mente, at vi pylrede: hun spiste som hun skulle. Men derhjemme spiste hun mindre og mindre og blev mere og mere bange for mad. I vinterferien var hun et par dage hos sin morfar, og her blev sammenbruddet en realitet. Hun kunne ikke komme ud af sengen og spiste kun agurk. Jeg tog derop og lå i ske med hende i døgndrift og nødede hende til at spise.

Ved næste vejning stod det klart, at hun havde tabt sig næsten 10 kg på ganske kort tid og havde fået et BMI på under 16.

I mellemtiden var hun blevet udredt – det der egentlig var formålet med indlæggelsen. Hun havde fået adskillige diagnoser, hvor ADHD var den væsentligste.

Men nu ville de beholde hende med det sigte at få hende til at spise igen. Men vi havde fået nok. Det var jo indlæggelsen, der havde gjort hende så dårlig, at hun var holdt op med at spise. Hjem skulle hun, selvom hun var så dårlig, at vi ikke var klædt på til det. Hun var skelettynd, angstpræget, selvskadende og selvmordstruet, og i de næste mange måneder kæmpede vi alene vores livs kamp for at få hende tilbage til livet.

I dag har datteren en hverdag. Den er ikke altid nem. Men det er en hverdag. Hun går i skole igen – det meste af tiden. Hun har venner, selvom de kan være svære at holde på. Hun har en normal vægt – men et til tider svært forhold til mad. Hun har det vanskeligt med sine vanskeligheder. På grund af oplevelserne har hun svært ved at stole på folk. Hun har store nedture og kriser. Men dag for dag kæmper hun og lærer. Hun er det tapreste menneske jeg kender. Hun får tæv, slår sig – men rejser sig altid igen. For hun vil lære at begå sig i verden.

Og jeg sidder tilbage med den dybeste undren over, at man ikke kunne se og anerkende det fine, alle ressourcerne, al viljen, al passionen. At man i stedet næsten lykkedes i at ødelægge hende. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at forstå det.

Hvorfor denne historie? For selv at sætte ord på. Men også fordi jeg er indigneret på vores alles vegne. Psykiatrien er ikke sådan alle vegne. Men sådan er psykiatrien også. Og jeg synes ikke, det er godt nok.