pædagogik

by

“Jeg tror ikke på det der med at sætte børn i kasser”

Jeg har haft en dejlig lang dialog med Vibeke under et af mine indlæg. Hendes dreng er “en af vores” – følsom og særlig. Af og til kører det rigtig dårligt – særligt om vinteren. Vibeke har naturligt nok drøftet med familiens psykolog, om sønnen mon havde en diagnose og i så fald hvilken. Til det svarede psykologen, at hun “ikke arbejdede med at sætte folk i kasser”.

Jeg tror, jeg ved, hvad psykologens bevæggrunde er. Det er jo på mange måder et prisværdigt synspunkt. Stigmatisering og stempling er ingen jo tjent med. Og hvorfor ikke bare leve med de forskelligheder, der er? Et andet argument for at spare på diagnoserne er, at det kan fjerne ansvaret for at forholde sig til, hvorfor barnet har det svært. Måske reagerer det bare “sundt” på noget, der er svært? Og så skal man arbejde med at ændre den situation, der påvirker barnet.

Vibeke spurgte til min holdning – og her er mine tanker:

Da vores datter var 4-5 år mærkede vi tydeligt, at hun ikke var som andre børn. Hun var ukoordineret, flagrende, detaljeorienteret, gik ofte i affekt, kunne ikke være sammen med mange børn af gangen, kunne ikke klare følelsen af tøj mod sin hud, hadede høje lyde etc. etc. Vi talte med flere kloge mennesker, og blev mødt med forskellige reaktioner: “Det er et sundt barn, der reagerer”. “Du og din datter er alt for symbiotiske”. “Du taler alt for meget med hende”.

Jeg var villig til at lytte til alle teorierne – der var intet jeg hellere ville end at forstå. Og hvis hendes problemer havde med mig at gøre, ville jeg gøre alt for at ændre på det. Men det ændrede intet. Og forklaringerne gav aldrig helt mening for mig. Først da vi fik en diagnose – den gang NLD – faldt brikkerne på plads. Jeg vidste instinktivt, at det var den rette forklaring. Og det gav mig en enorm ro at vide, at min datter ikke var et uopdragent barn, og jeg var ikke en dårlig mor.

Så jeg er helt klart for diagnosticering. For mig er en diagnose nemlig lig med handlemuligheder. Når man får sat navn på et symptombillede, giver det også en dør ind til forståelse af barnets vanskeligheder og dermed til en pædagogik og en hverdag, der virker. Jeg tror fuldt og fast på, at det er via en forståelse af barnets oplevelse af verden, at nøglen til det bedst mulige liv ligger. Børn med autisme eller ADHD ikke uopdragne. De gør det, der giver mening for dem i en given situation – men fordi deres hjerner er så anderledes, kan vi som normale meget nemt komme til at misforstå og afkode deres adfærd ud fra egne erfaringer og motiver.

Men allervigtigst er det, at man frarøver barnet en vigtig brik til selvforståelse, hvis man undgår diagnosticering. Disse børn ved godt, at de er anderledes, og jeg har stort set kun hørt om børn, for hvem en diagnose var en lettelse. De er lettede, fordi de endelig får en forklaring på, at der er en årsag til, hvordan de har det, og hvordan de reagerer. Det er ikke deres skyld. De er ikke uopdragne. De er misforståede og har været på hårdt overarbejde. Der er mange brikker, der falder på plads. Selvfølgelig reagerer børn ofte også med sorg og vrede – men det handler mere om det at være anderledes, end om selve diagnosen.

Jeg ved også, at vores børn er meget konkret tænkende. Og for dem giver det ikke mening med vævende floskler som “du er særligt følsom” eller “du er ikke som andre børn” eller “du er et særligt barn”. Min erfaring siger mig, at det er bedre med en konkret diagnose at tale og forstå ud fra. Man finder også ud af, at der er andre mennesker i verden med samme profil og samme udfordringer, og man kan begynde at se ligheder og forskelle. Man kan begynde at opbygge en reel identitet og selvforståelse – og aller-, allervigtigst: Man kan begynde at udvikle strategier, der virker, i stedet for at dunke sig selv oveni hovedet med alt det, man ikke kan.

Hjernen er et forunderligt sted. For os giver det supermeget mening at vide, at min datters ADHD gør, at hendes hjerne ikke producerer dopamin på samme måde som en normaltfungerende hjerne. Den er derfor unormalt sløv i udgangspunktet – men er alligevel så smart, at den så kompenserer med hyperaktivitet for at holde sig vågen. Vi har fundet ud af, hvad hendes hyperaktivitet består i – og vi har meget nemmere ved at acceptere hendes adfærd og dens funktion. Vi er blevet langt mere nysgerrige og fascinerede. Og hendes adfærd er blevet til noget, vi kan betragte udefra og forholde os til, adskilt fra hendes person.

Alt det havde vi ikke kunnet gøre uden en diagnose og den specifikke viden, der følger med. Så når en fagperson siger, at man ikke skal sætte børn i kasser, mener jeg, at man bør tænke meget nøje over, om man reelt gør sig selv og sit barn en tjeneste.

Og så er der jo al den hjælp og støtte, der følger med, når man har papir på sit barns udfordringer. Det gør det meget nemmere for kommunen at træde til, når man ved, hvori barnets vanskeligheder består. Men det er en helt anden historie.

by

Når folkeskolen ikke kan rumme de skæve

Læste i går et skønt blog-indlæg, der fik mig til at tænke over den måde, børn ofte presses ned i skabeloner, der bliver for snævre til de skæve børn.

Forfatteren refererer en historie om en engelsk pige, der bliver sendt til psykiater, fordi hun ikke opfører sig som flokken. Hun er udadreagerende og kan ikke sidde stille. Psykiateren tager moderen med ud af kontoret og beder pigen vente, til de kommer tilbage. Som de går, skruer han op for radioen – og mens mor og psykiater observerer hende i hemmelighed, danser hun. Herpå konkluderer han: “Gillian er ikke syg – hun er danser. Send hende på danseskole”. Gillian blev ballerina, koreograf og producer af nogle af Londons største musicals.

I vores velfærdssystem og den danske folkeskole er der – i mine øjne – endnu kraftigere ensretning end i England. Det kan ofte knibe med at få sand undervisningsdifferentiering, og det betyder at både højt og mindre begavede elever kan komme til at lide. Når man også socialt falder uden for normen, kan det blive ekstra svært. Forskellighed kan være vældigt vanskelig at håndtere, både for lærere og andre børn.

Jeg tror dybt på, at alle skal have lige vilkår, og jeg  er opdraget efter socialistiske dyder. Jeg er all for vores velfærdsmodel og ville ønske, at jeg havde børn, der blomstrede i den danske folkeskole. Men det har jeg ikke. Min datter, der har adskillige diagnoser at skilte med, har i marts måttet skifte til privatskole, fordi hun konstant oplevede ikke at blive rummet. De socialpsykologiske mekanismer, der holdt hierarkierne på plads, var voldsomme, og selvom skolen havde de bedste intentioner, kunne de ikke i praksis rumme hende. Der var ingen præcedens, ingen blik for gruppedynamikker, ingen voksne, der trådte ind og tog ansvar, når tingene kørte af sporet. Børnene var i høj grad overladt til sig selv, når det handlede om at finde ud af, hvordan man skal omgås hinanden. Og selvom vi som forældre støttede op med trivselsgrupper og samtaler med vores børn, kunne det ikke dreje udviklingen, og miljøet blev alt for utrygt og barskt for mit sårbare afkom.

På privatskolen modtager man mange børn som min datter. Børn der ikke stod distancen. Børn der er underlige. Børn med forskellige bogstaver, erfaringer og baggrunde. Derfor er man tvunget til at arbejde med rummelighed i praksis. Man har et udvidet samarbejde med PPR, man har et helt støttecenter, og man arbejder i små grupper med specifikke faglige udfordringer. Men det handler ikke kun om, hvordan man håndterer egentligt støttekrævende børn og skaber ægte differentieret undervisning. Det handler om en kultur, hvor børn oplever i praksis, at forskellighed er en del af livet, Her er det ok at være vild med dødsmetal, gå i genbrugstøj og have daglige sammenbrud, fordi ens forældre lige er blevet skilt. Lærerne har et stift blik rettet mod hvert enkelt barn, og ligeså snart gruppedynamikker bliver uhensigtsmæssige, træder voksne i karakter og viser vejen for god og ordentlig adfærd.

Jeg var til stor skolefest, hvor 9. klasserne dimitterede. Og fik fortalt, hvordan halvdelen af klassens elever var kommet til skolen med diverse traumer og diagnoser. Flere af dem opgivet af systemet. En dreng, der kom til skolen i 6. klasse, var så autistisk, at han bare sad og rokkede og råbte. Han var skrevet op til et af kommunens tungeste specialtilbud, men forældrene valgte i stedet privatskolen. Til dimmissionen stod han smilende, omgivet af venner og modtog et rigtigt fint eksamensbevis. Og klassen fik samlet et af kommunens højeste gennemsnit.

Jeg kan mærke, at skiftet betyder en enorm lettelse for min datter. Og det betyder forhåbentlig, at hun kan få lov til at udvikle sig til det særlige, hun er og rummer. For skæve børn, der ser verden anderledes og udfordrer status quo, er dem der kommer til at ændre verden. Min datter har i dag et meget ambivalent forhold til det at være skæv. Den ene dag elsker hun sin energi og skøre indfald, den næste forbander hun sine raserianfald og sit manglende overblik langt væk. Men verden har brug for skævhed, og jeg håber at hendes skævhed nu kan få lov at spire som en fin lille plante og vokse sig stor, frodig og livskraftig. Jeg håber, at hun en dag vil finde sin indre ballerina. Vi er ikke i mål – men jeg ved at forudsætningerne er langt bedre.

Med Steve Jobs ord:

“Here’s to the crazy ones, the misfits, the rebels, the troublemakers, the round pegs in the square holes… the ones who see things differently — they’re not fond of rules… You can quote them, disagree with them, glorify or vilify them, but the only thing you can’t do is ignore them because they change things… they push the human race forward, and while some may see them as the crazy ones, we see genius, because the ones who are crazy enough to think that they can change the world, are the ones who do…”