Når jeg bliver stor, vil jeg være Temple Grandin

Måske har I set denne TED-talk med Temple Grandin, måske har I ikke.
Jeg har lige set den for første gang og blev meget rørt.

Hun står der på TED-scenen i sit western-outfit i et par bukser, som helt klart er udvalgt efter komfort snarere end æstetik – og hun lyser. Hendes foredrag er hæsblæsende, intelligent, detaljerigt og helt åndssvagt passioneret. Hun er værdig, hun er stolt – og hun sætter hele den neurotypiske intelligentsia i salen fuldstændig til vægs.

Jeg bliver rørt af flere årsager:

  • Temple viser og legemliggør, hvorfor vi har brug for dem, der ikke stod først i køen, da der blev uddelt sociale færdigheder. Billed- og detaljehjerner får vi brug for. Vi skal dyrke dem og lære at samarbejde med dem
  • Hun forklarer, hvorfor det almene skolesystem sjældent formår at vække deres evner. Deres passion for læring skal vækkes
  • Hun er anvisende og usentimental

Og jeg bliver også sørgmodig: Ingen har endnu formået at finde frem til min datters passion, vække hendes gnist. Hun er konstant optaget af alt det, alle andre kan, og hun ikke selv kan.

For tiden har handicap-erkendelsen ramt hende som en hammer, og hun er fuld af sorg over ikke at være normal, rasende over de ting, hun ikke magter, afmægtig over ikke at kunne nå hen til det liv, som hun synes er attråværdigt: karriere, børn, mand, hus. Fuldstændig normalt og prototypisk, men for hende helt uoverskueligt.

Jeg har hørt historien før. Det er først i puberteten, at man får alvor forstår implikationerne af at være anderledes. Og for mange unge med autisme og ADHD er det en enorm krise og en stor sorg at blive konfronteret med den forskel, der er på en selv og alle de andre.

Jeg håber, at hun en dag kommer ud på den anden side og forstår, at det ikke er det, hun ikke kan, der definerer hende – men alt det hun kan. Ligesom Temple – der for eksempel kan ALT, der har med kvæganlæg at gøre.

Reklamer