Når folkeskolen ikke kan rumme de skæve

Læste i går et skønt blog-indlæg, der fik mig til at tænke over den måde, børn ofte presses ned i skabeloner, der bliver for snævre til de skæve børn.

Forfatteren refererer en historie om en engelsk pige, der bliver sendt til psykiater, fordi hun ikke opfører sig som flokken. Hun er udadreagerende og kan ikke sidde stille. Psykiateren tager moderen med ud af kontoret og beder pigen vente, til de kommer tilbage. Som de går, skruer han op for radioen – og mens mor og psykiater observerer hende i hemmelighed, danser hun. Herpå konkluderer han: “Gillian er ikke syg – hun er danser. Send hende på danseskole”. Gillian blev ballerina, koreograf og producer af nogle af Londons største musicals.

I vores velfærdssystem og den danske folkeskole er der – i mine øjne – endnu kraftigere ensretning end i England. Det kan ofte knibe med at få sand undervisningsdifferentiering, og det betyder at både højt og mindre begavede elever kan komme til at lide. Når man også socialt falder uden for normen, kan det blive ekstra svært. Forskellighed kan være vældigt vanskelig at håndtere, både for lærere og andre børn.

Jeg tror dybt på, at alle skal have lige vilkår, og jeg  er opdraget efter socialistiske dyder. Jeg er all for vores velfærdsmodel og ville ønske, at jeg havde børn, der blomstrede i den danske folkeskole. Men det har jeg ikke. Min datter, der har adskillige diagnoser at skilte med, har i marts måttet skifte til privatskole, fordi hun konstant oplevede ikke at blive rummet. De socialpsykologiske mekanismer, der holdt hierarkierne på plads, var voldsomme, og selvom skolen havde de bedste intentioner, kunne de ikke i praksis rumme hende. Der var ingen præcedens, ingen blik for gruppedynamikker, ingen voksne, der trådte ind og tog ansvar, når tingene kørte af sporet. Børnene var i høj grad overladt til sig selv, når det handlede om at finde ud af, hvordan man skal omgås hinanden. Og selvom vi som forældre støttede op med trivselsgrupper og samtaler med vores børn, kunne det ikke dreje udviklingen, og miljøet blev alt for utrygt og barskt for mit sårbare afkom.

På privatskolen modtager man mange børn som min datter. Børn der ikke stod distancen. Børn der er underlige. Børn med forskellige bogstaver, erfaringer og baggrunde. Derfor er man tvunget til at arbejde med rummelighed i praksis. Man har et udvidet samarbejde med PPR, man har et helt støttecenter, og man arbejder i små grupper med specifikke faglige udfordringer. Men det handler ikke kun om, hvordan man håndterer egentligt støttekrævende børn og skaber ægte differentieret undervisning. Det handler om en kultur, hvor børn oplever i praksis, at forskellighed er en del af livet, Her er det ok at være vild med dødsmetal, gå i genbrugstøj og have daglige sammenbrud, fordi ens forældre lige er blevet skilt. Lærerne har et stift blik rettet mod hvert enkelt barn, og ligeså snart gruppedynamikker bliver uhensigtsmæssige, træder voksne i karakter og viser vejen for god og ordentlig adfærd.

Jeg var til stor skolefest, hvor 9. klasserne dimitterede. Og fik fortalt, hvordan halvdelen af klassens elever var kommet til skolen med diverse traumer og diagnoser. Flere af dem opgivet af systemet. En dreng, der kom til skolen i 6. klasse, var så autistisk, at han bare sad og rokkede og råbte. Han var skrevet op til et af kommunens tungeste specialtilbud, men forældrene valgte i stedet privatskolen. Til dimmissionen stod han smilende, omgivet af venner og modtog et rigtigt fint eksamensbevis. Og klassen fik samlet et af kommunens højeste gennemsnit.

Jeg kan mærke, at skiftet betyder en enorm lettelse for min datter. Og det betyder forhåbentlig, at hun kan få lov til at udvikle sig til det særlige, hun er og rummer. For skæve børn, der ser verden anderledes og udfordrer status quo, er dem der kommer til at ændre verden. Min datter har i dag et meget ambivalent forhold til det at være skæv. Den ene dag elsker hun sin energi og skøre indfald, den næste forbander hun sine raserianfald og sit manglende overblik langt væk. Men verden har brug for skævhed, og jeg håber at hendes skævhed nu kan få lov at spire som en fin lille plante og vokse sig stor, frodig og livskraftig. Jeg håber, at hun en dag vil finde sin indre ballerina. Vi er ikke i mål – men jeg ved at forudsætningerne er langt bedre.

Med Steve Jobs ord:

“Here’s to the crazy ones, the misfits, the rebels, the troublemakers, the round pegs in the square holes… the ones who see things differently — they’re not fond of rules… You can quote them, disagree with them, glorify or vilify them, but the only thing you can’t do is ignore them because they change things… they push the human race forward, and while some may see them as the crazy ones, we see genius, because the ones who are crazy enough to think that they can change the world, are the ones who do…”

Reklamer