“Jeg tror ikke på det der med at sætte børn i kasser”

Jeg har haft en dejlig lang dialog med Vibeke under et af mine indlæg. Hendes dreng er “en af vores” – følsom og særlig. Af og til kører det rigtig dårligt – særligt om vinteren. Vibeke har naturligt nok drøftet med familiens psykolog, om sønnen mon havde en diagnose og i så fald hvilken. Til det svarede psykologen, at hun “ikke arbejdede med at sætte folk i kasser”.

Jeg tror, jeg ved, hvad psykologens bevæggrunde er. Det er jo på mange måder et prisværdigt synspunkt. Stigmatisering og stempling er ingen jo tjent med. Og hvorfor ikke bare leve med de forskelligheder, der er? Et andet argument for at spare på diagnoserne er, at det kan fjerne ansvaret for at forholde sig til, hvorfor barnet har det svært. Måske reagerer det bare “sundt” på noget, der er svært? Og så skal man arbejde med at ændre den situation, der påvirker barnet.

Vibeke spurgte til min holdning – og her er mine tanker:

Da vores datter var 4-5 år mærkede vi tydeligt, at hun ikke var som andre børn. Hun var ukoordineret, flagrende, detaljeorienteret, gik ofte i affekt, kunne ikke være sammen med mange børn af gangen, kunne ikke klare følelsen af tøj mod sin hud, hadede høje lyde etc. etc. Vi talte med flere kloge mennesker, og blev mødt med forskellige reaktioner: “Det er et sundt barn, der reagerer”. “Du og din datter er alt for symbiotiske”. “Du taler alt for meget med hende”.

Jeg var villig til at lytte til alle teorierne – der var intet jeg hellere ville end at forstå. Og hvis hendes problemer havde med mig at gøre, ville jeg gøre alt for at ændre på det. Men det ændrede intet. Og forklaringerne gav aldrig helt mening for mig. Først da vi fik en diagnose – den gang NLD – faldt brikkerne på plads. Jeg vidste instinktivt, at det var den rette forklaring. Og det gav mig en enorm ro at vide, at min datter ikke var et uopdragent barn, og jeg var ikke en dårlig mor.

Så jeg er helt klart for diagnosticering. For mig er en diagnose nemlig lig med handlemuligheder. Når man får sat navn på et symptombillede, giver det også en dør ind til forståelse af barnets vanskeligheder og dermed til en pædagogik og en hverdag, der virker. Jeg tror fuldt og fast på, at det er via en forståelse af barnets oplevelse af verden, at nøglen til det bedst mulige liv ligger. Børn med autisme eller ADHD ikke uopdragne. De gør det, der giver mening for dem i en given situation – men fordi deres hjerner er så anderledes, kan vi som normale meget nemt komme til at misforstå og afkode deres adfærd ud fra egne erfaringer og motiver.

Men allervigtigst er det, at man frarøver barnet en vigtig brik til selvforståelse, hvis man undgår diagnosticering. Disse børn ved godt, at de er anderledes, og jeg har stort set kun hørt om børn, for hvem en diagnose var en lettelse. De er lettede, fordi de endelig får en forklaring på, at der er en årsag til, hvordan de har det, og hvordan de reagerer. Det er ikke deres skyld. De er ikke uopdragne. De er misforståede og har været på hårdt overarbejde. Der er mange brikker, der falder på plads. Selvfølgelig reagerer børn ofte også med sorg og vrede – men det handler mere om det at være anderledes, end om selve diagnosen.

Jeg ved også, at vores børn er meget konkret tænkende. Og for dem giver det ikke mening med vævende floskler som “du er særligt følsom” eller “du er ikke som andre børn” eller “du er et særligt barn”. Min erfaring siger mig, at det er bedre med en konkret diagnose at tale og forstå ud fra. Man finder også ud af, at der er andre mennesker i verden med samme profil og samme udfordringer, og man kan begynde at se ligheder og forskelle. Man kan begynde at opbygge en reel identitet og selvforståelse – og aller-, allervigtigst: Man kan begynde at udvikle strategier, der virker, i stedet for at dunke sig selv oveni hovedet med alt det, man ikke kan.

Hjernen er et forunderligt sted. For os giver det supermeget mening at vide, at min datters ADHD gør, at hendes hjerne ikke producerer dopamin på samme måde som en normaltfungerende hjerne. Den er derfor unormalt sløv i udgangspunktet – men er alligevel så smart, at den så kompenserer med hyperaktivitet for at holde sig vågen. Vi har fundet ud af, hvad hendes hyperaktivitet består i – og vi har meget nemmere ved at acceptere hendes adfærd og dens funktion. Vi er blevet langt mere nysgerrige og fascinerede. Og hendes adfærd er blevet til noget, vi kan betragte udefra og forholde os til, adskilt fra hendes person.

Alt det havde vi ikke kunnet gøre uden en diagnose og den specifikke viden, der følger med. Så når en fagperson siger, at man ikke skal sætte børn i kasser, mener jeg, at man bør tænke meget nøje over, om man reelt gør sig selv og sit barn en tjeneste.

Og så er der jo al den hjælp og støtte, der følger med, når man har papir på sit barns udfordringer. Det gør det meget nemmere for kommunen at træde til, når man ved, hvori barnets vanskeligheder består. Men det er en helt anden historie.

Dit postnummer afgør behandlingen

IMG_1205Da jeg i går gik op ad Park Allé i Aarhus, så jeg denne forsideplakat. Og så opstod et lille tankeeksperiment:

Hvad hvis psykiske sygdomme og funktionsnedsættelser fik ligeså meget opmærksomhed som somatiske? Så kunne det være, at vi også kom på forsiden af Ekstra Bladet. For uensartetheden i både diagnosticering og sagsbehandling på det specialiserede område er da nok værd at skrive om.

Mødet Med Psykiatrien I

Jeg fik min debut som blogger med et indlæg, som skrev sig selv. Pludselig var det der, og om det byggede jeg en blog. Men jeg har været i tænkebox siden. Eller måske skulle man sige barrierebox, for det andet indlæg kom altså ikke af sig selv. Der er mange årsager: WTF – sådan en blog forpligter jo! Og: det skal bare være perrrrrrfekt! Og: jeg har ikke den rigtige vinkel endnu…

Men den største barriere er nok, at det ikke er et nemt emne. Min ambition er at bringe mig selv i spil, for hvis ikke man gør det, bliver det uinteressant for andre. Og en del af den historie, jeg vil fortælle, er ikke helt nem. Og den er heller ikke selvironisk på tongue-in-cheek-måden. Den går under overskriften ”Mødet Med Psykiatrien”. Og som jeg skriver det, stiger min puls. Det var nemlig ikke et godt møde – og det har efterladt mig desillusioneret og forstemmet på mange planer. Både som menneske og som samfundsborger er jeg ramt, for vi oplevede et system, hvor menneskeligheden syntes systematisk fjernet, hvor vores forældreevne blev grundlæggende betvivlet, og hvor vores datter blev livsfarligt syg af indlæggelsen.

Men tilbage til starten:

Datteren har altid været skrøbelig og haft problemer med at navigere socialt. Hun har haft flere diagnoser på sig, blandt andet NLD (Non-verbal Learning Disorder) og atypisk autisme. Jeg havde dog længe haft en mistanke om, at der også gemte sig en ADHD-problematik. Hendes evne til at organisere og skabe overblik er nærmest ikke eksisterende, og hendes temperament er… well… hun er det, fagfolk vil kalde udadreagerende. Vi ville gerne have hende udredt, så vi kunne få afprøvet ADHD-tesen. Hvis man har ADHD er der nemlig nogle medicinske muligheder, som kan gavne en del børn. Vi syntes, at hun skulle have chancen for at prøve.

Samtidig havde hun i meget lang tid haft dårlig trivsel, og som hun kom op i præpuberteten blev hendes fokus på udseende og vægt et stigende problem. Når hun stressede, reagerede hun ved paniske skrigeture, hvor hun nev sig i ”dellerne”, og den eneste tanke, der fyldte hende, var at hun ville være tynd. Logikken var, at så ville alle kunne lide hende. Jo sværere det blev socialt, jo mere var hun fokuseret på at blive tynd – og jo mere hun var besat af denne tanke, jo mindre sjovt blev det for kammeraterne at være sammen med hende.

Men igennem hele forløbet spiste hun fuldstændig normalt. Spiseforstyrrelsen fandtes mellem ørerne og manifesterede sig ikke i et vægttab.

Men vi var slidte. Kampene var uendelige, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle agere overfor hende og hendes forhold til sin krop. Vi var dødsensangste for, at hun skulle udvikle en egentlig anoreksi, og for første gang følte vi, at vi kom til kort med vores redskaber.

Vi havde brug for hjælp – og derfor blev vi henvist til Børnepsykiatrisk Hospital med henblik på udredning. De anbefalede indlæggelse, idet hun var ”for kompleks” til at blive udredt ambulant. En døgnindlæggelse var nødvendig, fordi hun skulle observeres indgående. Jeg var dybt splittet mellem lettelse over, at nogen endelig trådte ind i feltet – og en nagende fornemmelse af, at indlæggelse ikke var det rigtige for hende. Et billede dukkede op i mit sind og ville ikke forsvinde: det var ikke det rigtige redskab. Der skulle strammes skruer, men man ville bruge en hammer.

Historien fortsætter her