Der har været stilhed på bloggen. Jeg har været igennem en kølhaling af rang, et gedigent stresssammenbrud, som jeg kun langsomt er ved at kæmpe mig ud af. Jeg har haft behov for at skærme mig og ikke ”give for meget væk”. En dag vil jeg skrive meget mere om mit sammenbrud. Et eklantant handicap-mor-sammenbrud, der har været undervejs i årevis. Men det er stadig for tæt på – både i tid og erkendelse.
Jeg afslører dog ikke for meget, når jeg fortæller, at en stor del af min stress har handlet om at lære at håndtere livet med en spiseforstyrret teenager. Det er uden sammenligning den største udfordring, jeg nogensinde har stået over for. Langsomt er jeg ved at lære spiseforstyrrelsens psykologi at kende – og langsomt er vi ved at finde måder at navigere i dette kaos. Det gælder ikke kun mig og min mand, men også min modige, stærke, smukke datter.
Det er en afsindigt hård proces. Men jeg ved, at vi kommer til at høste, når vi kommer ud i lyset, forbi spiseforstyrrelsen. For det gør vi. Og allerede nu har det givet mig en stor gave: Mit forhold til min krop bliver aldrig det samme igen.
Jeg har nok haft et forholdsvis prototypisk forhold til min krop: Jeg var ikke tilfreds. Jeg stræbte hele tiden efter, at den skulle blive noget andet end det, den var: stærkere, mindre, mere stram, med større ydeevne. Jeg trænede i perioder rigtig meget: hård styrketræning, cykel fremfor bil (40 km om dagen), spinning. Jeg ville gerne være den, hvorom man sagde: ”Hun er også i rigtig god form”, ”Hun er sej”, ”Hun overkommer meget”, “Hun har styr på det”. Slank har jeg aldrig været, for det vil min krop ikke. Og det irriterede mig.
Vi var altså aldrig helt i samklang, kroppen og mig. Og så disciplinerede jeg den. Jeg bildte mig ind, at det var et gode. En sund sjæl i en sund krop. Hård motion er et ubetinget gode. Sund for enhver pris. Etcetera.
En spiseforstyrrelse er disciplinering taget til ekstremerne. Kroppen bliver en veritabel kampplads. Den spiseforstyrrede hader sin krop, ønsker for alt i verden at få kontrol over den og opstiller mere og mere rigide regler for, hvad man kan tillade sig: Hvad må man spise, hvornår må man spise, hvor meget må man spise? Og ligeledes med træningen: Uden hård daglig og meget systematiseret træning falder verden sammen.
Det er et kvælende, lammende regime, der står i vejen for livet selv.
Og det gik op for mig, at en meget stor del af os – mig selv inklusive – køber ind på dette regime. Ikke i dets ekstreme, patologiske form – men vores idealer går i retning af kontrol.
I dag er jeg følsom. Ethvert fitness-center har et fast klientel af overtrænere, anorektikere og ortorektikere. Jeg kan spotte dem på miles afstand, og jeg bliver grebet af sorg. Når jeg ser modeller med ”thigh gap”, bliver jeg modløs. Og når jeg hører om folk, der dyrker ekstremsport, 100 km-løb og triathlon, bliver jeg irriteret. Ikke på den enkelte model eller sports-geek, men over den kultur der fremmer kontrol og disciplin som idealer.
Jeg ved godt, at det er min følsomhed, og at mine personlige oplevelser sætter lup på træk i kulturen. Min intention er ikke at dømme andre, for der kan være mange grunde til at træne og spise, som man gør.
Men for mig har det haft en positiv konsekvens. Jeg har fået langt større fred med min krop. Den skal ikke disciplineres. Den skal have lov til at gå ture, hvile og spise (stort set) hvad den vil. Ikke at jeg vil fylde den med junk og blive sofadyr.
Men jeg er stille og roligt ved at få den indre stemme til at holde kæft. Den, der konstant fortalte mig, at jeg ikke gjorde det godt nok, at jeg burde spise noget andet, noget mindre, noget tiere. At jeg burde træne oftere, hårdere og længere. Jeg gider ikke bruge tid på den. Livet er for dyrebart til at udsætte sig selv for kronisk kritik, fordømmelse og negativitet. Især når det er en selv, der er kritikeren.
