by

Mødet med Psykiatrien II

Tilgiv mig – dette bliver et longread. Det er en kompleks historie, som ikke kan fortælles kort. For nye læsere er det fortsættelsen af det forrige indlæg.

Jeg ved ikke, hvordan I har det med ”eksperter”. Personligt har jeg altid haft fuld tillid til de fagfolk, som vi har mødt på vores vej. Og der har været mange. Psykologer, læger, speciallærere, sagsbehandlere, psykiatere. Jeg har aldrig haft grund til andet. For de har altid mødt mig med tillid og respekt – og når jeg har udtrykt et behov eller en bekymring, er den blevet taget alvorligt. Jeg hører til blandt de såkaldt ”ressourcestærke” borgere – en betegnelse, der går igen og igen i de mange papirer, der ligger i mine børns journaler og sagsmapper rundt omkring.

Jeg ved, at det ret beset er en luksus. Jeg kender til mange familier, der ikke har samme ressourcer, og som er blevet sat under lup, kaldt dårlige forældre – og sågar truet med tvangsfjernelser, fordi der var noget med børnene, der bare ikke spillede. Det er det game, man går ind i som “offentlig familie” – eksperterne får lov at dømme, vurdere og intervenere. Det er langt fra altid det sker, heldigvis. Jeg ønsker ikke her at male et sort billede af fagfolk, blot at fortælle vores historie

For denne gang slap vi ikke. Under datterens indlæggelse gik vi til samtaler med den psykolog, der var tilknyttet hendes sag. Helt fra starten blev vi konstant udfordret: Der blev ikke sat nok grænser. Hun skulle lære, at der var andre i verden end hende selv. Vi skulle lære at sige fra over for hende. Og specielt blev jeg som mor sat under lup. Min relation til datteren blev vurderet som alt for tæt. Hun skulle lære at stå på egne ben.

Jeg er jo egentlig ikke uenig. Vores relation var meget tæt. Og jeg sagde mere til end fra. Men konteksten var, at hun i et år havde haft det meget dårligt, og jeg var kommet dertil, hvor jeg ikke vidste, hvad der var op og ned. Især når det gjaldt hendes forhold til hendes krop og mad. Jeg var jo hunderæd for at udløse en egentlig anoreksi. Og det var netop fordi, vi havde stødt panden mod muren, at vi søgte hjælp og viden.

Så jeg lyttede. Og jeg prøvede. Når datteren var hjemme i weekenden, var hun rasende. Hun forstod ikke indlæggelsen. Hvorfor skulle hun være der? Hvorfor gjorde vi det ved hende? Hvorfor forlod vi hende? Det gav så lidt mening for hende, at hun konstant konfronterede mig. Hun forfulgte mig rundt i huset, afmægtig, såret, vred. Og jeg kunne ikke give hende andre forklaringer, end at hun skulle have en diagnose. Men for en 14-årig med ADHD og overbliksvanskeligheder er det ikke en forklaring, der giver mening og accept.

Og jeg blev instrueret i at sige fra, sætte grænser og gå væk fra hende. Hun skulle lære at tage ansvar for sine egne følelser. Det var enormt svært for mig, for sådan har jeg aldrig ageret over for hende. Sagens kerne er jo, at hun ikke har evnen til selv at regulere følelser. Det er jo det, hendes funktionsnedsættelse består i. Jeg har altid været der til at hjælpe hende med at tolke verden, få den til at give mening.

Skal hun så lære det? Ja, selvfølgelig – men hun skal ikke lære det, når hun er døgnindlagt, væk fra sin hverdag, sine strukturer, sine vaner, sine venner, sine forældre – alt det, der er kendt og trygt. Det er ikke her, man fra den ene dag til den anden skal trække gulvtæppet væk under hende. Og det er ikke her, jeg skal sige fra. En psykolog har senere sagt, at det var ren adfærdsterapi. Beløn den gode adfærd, sig nej til den dårlige. Men her var ikke tale om dårlig adfærd. Her var tale om et barn der blev presset til grænsen. Og som forståeligt nok reagerede.

De første to-tre måneder var præget af ubeskrivelig afmagt og raseri. Vi fik at vide, at hun ville vende sig til det – at sådan reagerede mange børn. Jeg led, vekslede mellem autoritetstro og tvivl. Måtte igen og igen have genopfrisket berettigelsen for indlæggelsen hos fagfolkene og min mand.

På afdelingen meldte datteren sig mere og mere ud. Først røg ridningen, så de andre aktiviteter, så alt der havde med julen at gøre. Pædagogerne var irriterede over det. De mente, at hun kørte sin egen agenda, at hun var trodsig. Der blev lavet tydelige “aftaler” med hende: “L skal deltage i alle aktiviteter. L skal være med til spisning. L må ikke ligge på sit værelse.”

Når vi prøvede at komme i dialog med dem, var holdningen, at datteren fik alt for meget særbehandling, og at hendes reaktioner var en del af det mønster, som hun var vant til hjemmefra: at der blev taget alt for mange særhensyn til hende. Og det skulle stoppe.

Jeg spurgte flere gange, om ikke de var bange for, at hun var ved at blive skubbet ud over kanten, at hun ville få et sammenbrud. Ordret sagde psykologen til mig, at min datter var mere robust, end jeg troede.

Så kom vi ind i en ny fase. Hun begyndte at resignere og trække sig ind i sig selv. Hun blev apatisk og bare lå i sin seng på afdelingen. Hun beskrev, hvordan hun kunne ligge så stille og så længe, at hun ikke længere kunne mærke sin krop. Til sidst var hun bare hovede og tanker, og kroppen var forsvundet.

Og hun holdt op med at spise. Vi råbte vagt i gevær – men de mente, at vi pylrede: hun spiste som hun skulle. Men derhjemme spiste hun mindre og mindre og blev mere og mere bange for mad. I vinterferien var hun et par dage hos sin morfar, og her blev sammenbruddet en realitet. Hun kunne ikke komme ud af sengen og spiste kun agurk. Jeg tog derop og lå i ske med hende i døgndrift og nødede hende til at spise.

Ved næste vejning stod det klart, at hun havde tabt sig næsten 10 kg på ganske kort tid og havde fået et BMI på under 16.

I mellemtiden var hun blevet udredt – det der egentlig var formålet med indlæggelsen. Hun havde fået adskillige diagnoser, hvor ADHD var den væsentligste.

Men nu ville de beholde hende med det sigte at få hende til at spise igen. Men vi havde fået nok. Det var jo indlæggelsen, der havde gjort hende så dårlig, at hun var holdt op med at spise. Hjem skulle hun, selvom hun var så dårlig, at vi ikke var klædt på til det. Hun var skelettynd, angstpræget, selvskadende og selvmordstruet, og i de næste mange måneder kæmpede vi alene vores livs kamp for at få hende tilbage til livet.

I dag har datteren en hverdag. Den er ikke altid nem. Men det er en hverdag. Hun går i skole igen – det meste af tiden. Hun har venner, selvom de kan være svære at holde på. Hun har en normal vægt – men et til tider svært forhold til mad. Hun har det vanskeligt med sine vanskeligheder. På grund af oplevelserne har hun svært ved at stole på folk. Hun har store nedture og kriser. Men dag for dag kæmper hun og lærer. Hun er det tapreste menneske jeg kender. Hun får tæv, slår sig – men rejser sig altid igen. For hun vil lære at begå sig i verden.

Og jeg sidder tilbage med den dybeste undren over, at man ikke kunne se og anerkende det fine, alle ressourcerne, al viljen, al passionen. At man i stedet næsten lykkedes i at ødelægge hende. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at forstå det.

Hvorfor denne historie? For selv at sætte ord på. Men også fordi jeg er indigneret på vores alles vegne. Psykiatrien er ikke sådan alle vegne. Men sådan er psykiatrien også. Og jeg synes ikke, det er godt nok.

by

Mødet Med Psykiatrien I

Jeg fik min debut som blogger med et indlæg, som skrev sig selv. Pludselig var det der, og om det byggede jeg en blog. Men jeg har været i tænkebox siden. Eller måske skulle man sige barrierebox, for det andet indlæg kom altså ikke af sig selv. Der er mange årsager: WTF – sådan en blog forpligter jo! Og: det skal bare være perrrrrrfekt! Og: jeg har ikke den rigtige vinkel endnu…

Men den største barriere er nok, at det ikke er et nemt emne. Min ambition er at bringe mig selv i spil, for hvis ikke man gør det, bliver det uinteressant for andre. Og en del af den historie, jeg vil fortælle, er ikke helt nem. Og den er heller ikke selvironisk på tongue-in-cheek-måden. Den går under overskriften ”Mødet Med Psykiatrien”. Og som jeg skriver det, stiger min puls. Det var nemlig ikke et godt møde – og det har efterladt mig desillusioneret og forstemmet på mange planer. Både som menneske og som samfundsborger er jeg ramt, for vi oplevede et system, hvor menneskeligheden syntes systematisk fjernet, hvor vores forældreevne blev grundlæggende betvivlet, og hvor vores datter blev livsfarligt syg af indlæggelsen.

Men tilbage til starten:

Datteren har altid været skrøbelig og haft problemer med at navigere socialt. Hun har haft flere diagnoser på sig, blandt andet NLD (Non-verbal Learning Disorder) og atypisk autisme. Jeg havde dog længe haft en mistanke om, at der også gemte sig en ADHD-problematik. Hendes evne til at organisere og skabe overblik er nærmest ikke eksisterende, og hendes temperament er… well… hun er det, fagfolk vil kalde udadreagerende. Vi ville gerne have hende udredt, så vi kunne få afprøvet ADHD-tesen. Hvis man har ADHD er der nemlig nogle medicinske muligheder, som kan gavne en del børn. Vi syntes, at hun skulle have chancen for at prøve.

Samtidig havde hun i meget lang tid haft dårlig trivsel, og som hun kom op i præpuberteten blev hendes fokus på udseende og vægt et stigende problem. Når hun stressede, reagerede hun ved paniske skrigeture, hvor hun nev sig i ”dellerne”, og den eneste tanke, der fyldte hende, var at hun ville være tynd. Logikken var, at så ville alle kunne lide hende. Jo sværere det blev socialt, jo mere var hun fokuseret på at blive tynd – og jo mere hun var besat af denne tanke, jo mindre sjovt blev det for kammeraterne at være sammen med hende.

Men igennem hele forløbet spiste hun fuldstændig normalt. Spiseforstyrrelsen fandtes mellem ørerne og manifesterede sig ikke i et vægttab.

Men vi var slidte. Kampene var uendelige, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle agere overfor hende og hendes forhold til sin krop. Vi var dødsensangste for, at hun skulle udvikle en egentlig anoreksi, og for første gang følte vi, at vi kom til kort med vores redskaber.

Vi havde brug for hjælp – og derfor blev vi henvist til Børnepsykiatrisk Hospital med henblik på udredning. De anbefalede indlæggelse, idet hun var ”for kompleks” til at blive udredt ambulant. En døgnindlæggelse var nødvendig, fordi hun skulle observeres indgående. Jeg var dybt splittet mellem lettelse over, at nogen endelig trådte ind i feltet – og en nagende fornemmelse af, at indlæggelse ikke var det rigtige for hende. Et billede dukkede op i mit sind og ville ikke forsvinde: det var ikke det rigtige redskab. Der skulle strammes skruer, men man ville bruge en hammer.

Historien fortsætter her

by

Når folkeskolen ikke kan rumme de skæve

Læste i går et skønt blog-indlæg, der fik mig til at tænke over den måde, børn ofte presses ned i skabeloner, der bliver for snævre til de skæve børn.

Forfatteren refererer en historie om en engelsk pige, der bliver sendt til psykiater, fordi hun ikke opfører sig som flokken. Hun er udadreagerende og kan ikke sidde stille. Psykiateren tager moderen med ud af kontoret og beder pigen vente, til de kommer tilbage. Som de går, skruer han op for radioen – og mens mor og psykiater observerer hende i hemmelighed, danser hun. Herpå konkluderer han: “Gillian er ikke syg – hun er danser. Send hende på danseskole”. Gillian blev ballerina, koreograf og producer af nogle af Londons største musicals.

I vores velfærdssystem og den danske folkeskole er der – i mine øjne – endnu kraftigere ensretning end i England. Det kan ofte knibe med at få sand undervisningsdifferentiering, og det betyder at både højt og mindre begavede elever kan komme til at lide. Når man også socialt falder uden for normen, kan det blive ekstra svært. Forskellighed kan være vældigt vanskelig at håndtere, både for lærere og andre børn.

Jeg tror dybt på, at alle skal have lige vilkår, og jeg  er opdraget efter socialistiske dyder. Jeg er all for vores velfærdsmodel og ville ønske, at jeg havde børn, der blomstrede i den danske folkeskole. Men det har jeg ikke. Min datter, der har adskillige diagnoser at skilte med, har i marts måttet skifte til privatskole, fordi hun konstant oplevede ikke at blive rummet. De socialpsykologiske mekanismer, der holdt hierarkierne på plads, var voldsomme, og selvom skolen havde de bedste intentioner, kunne de ikke i praksis rumme hende. Der var ingen præcedens, ingen blik for gruppedynamikker, ingen voksne, der trådte ind og tog ansvar, når tingene kørte af sporet. Børnene var i høj grad overladt til sig selv, når det handlede om at finde ud af, hvordan man skal omgås hinanden. Og selvom vi som forældre støttede op med trivselsgrupper og samtaler med vores børn, kunne det ikke dreje udviklingen, og miljøet blev alt for utrygt og barskt for mit sårbare afkom.

På privatskolen modtager man mange børn som min datter. Børn der ikke stod distancen. Børn der er underlige. Børn med forskellige bogstaver, erfaringer og baggrunde. Derfor er man tvunget til at arbejde med rummelighed i praksis. Man har et udvidet samarbejde med PPR, man har et helt støttecenter, og man arbejder i små grupper med specifikke faglige udfordringer. Men det handler ikke kun om, hvordan man håndterer egentligt støttekrævende børn og skaber ægte differentieret undervisning. Det handler om en kultur, hvor børn oplever i praksis, at forskellighed er en del af livet, Her er det ok at være vild med dødsmetal, gå i genbrugstøj og have daglige sammenbrud, fordi ens forældre lige er blevet skilt. Lærerne har et stift blik rettet mod hvert enkelt barn, og ligeså snart gruppedynamikker bliver uhensigtsmæssige, træder voksne i karakter og viser vejen for god og ordentlig adfærd.

Jeg var til stor skolefest, hvor 9. klasserne dimitterede. Og fik fortalt, hvordan halvdelen af klassens elever var kommet til skolen med diverse traumer og diagnoser. Flere af dem opgivet af systemet. En dreng, der kom til skolen i 6. klasse, var så autistisk, at han bare sad og rokkede og råbte. Han var skrevet op til et af kommunens tungeste specialtilbud, men forældrene valgte i stedet privatskolen. Til dimmissionen stod han smilende, omgivet af venner og modtog et rigtigt fint eksamensbevis. Og klassen fik samlet et af kommunens højeste gennemsnit.

Jeg kan mærke, at skiftet betyder en enorm lettelse for min datter. Og det betyder forhåbentlig, at hun kan få lov til at udvikle sig til det særlige, hun er og rummer. For skæve børn, der ser verden anderledes og udfordrer status quo, er dem der kommer til at ændre verden. Min datter har i dag et meget ambivalent forhold til det at være skæv. Den ene dag elsker hun sin energi og skøre indfald, den næste forbander hun sine raserianfald og sit manglende overblik langt væk. Men verden har brug for skævhed, og jeg håber at hendes skævhed nu kan få lov at spire som en fin lille plante og vokse sig stor, frodig og livskraftig. Jeg håber, at hun en dag vil finde sin indre ballerina. Vi er ikke i mål – men jeg ved at forudsætningerne er langt bedre.

Med Steve Jobs ord:

“Here’s to the crazy ones, the misfits, the rebels, the troublemakers, the round pegs in the square holes… the ones who see things differently — they’re not fond of rules… You can quote them, disagree with them, glorify or vilify them, but the only thing you can’t do is ignore them because they change things… they push the human race forward, and while some may see them as the crazy ones, we see genius, because the ones who are crazy enough to think that they can change the world, are the ones who do…”