Nødråb fra lockoutens frontlinie

I løbet af den sidste uge har jeg kunnet mærke de sikre tegn på stress. Jeg har ligget søvnløs, har ikke kunnet tåle, at tasken med computer og telefon kom med ind i stuen, fordi min impuls til konstant at arbejde på at nedbringe bunken af ting, der overvælder mig, var så stærk. Jeg har også hjertebanken, og jeg vågner om morgenen bekymret og rundtosset. Nuvel, jeg har haft en stor workshop at forberede, undervist en aften og haft et foredrag i Odense. Men det er ikke det, der er årsag til mit forhøjede alarmberedskab.

Årsagen er, at jeg samtidig jonglerer med en 15-årig med ADHD, der er ved at falde fra hinanden, fordi hendes hverdag er taget fra hende. Hun lever i et rædselsfuldt ingenmandsland, hvor dag for dag passerer forbi uden konturer og faste holdepunkter. Al den tomgangstid og stilstand er som at befinde sig på et oprørt hav i en gummibåd med alle trosser kappet. Nyhedsmedierne har fået øjnene op for den gruppe børn, som lider. Specialskolerne er ikke omfattet af lockouten, men det er alle enkeltintegrerede elever ligesom elever, der går i specialklasser, der hører under den almene folkeskole.

Jeg har faktisk ikke taget parti i denne konflikt. På den ene side ved jeg, at den danske konkurrenceevne er svag og mener, at fremtiden stiller krav til helt andre modeller, end den industrisamfundsmodel, som den danske model ret beset er.

På den anden side forstår jeg lærernes enorme frustration over forhandlingstaktikken, det de facto ultimatum, de er stillet over for– og ikke mindst den manglende anerkendelse og dialog. For hvordan skal man komme videre med en model, som der ikke er ejerskab til –efter en polariseret konflikt, hvor al tillid er nedbrudt?

Men én ting har jeg taget stilling til: Jeg er dybt fortørnet over, at mit barns hverdag er blevet den slagmark, hvor parterne kæmper, og jeg forstår ikke, at man ikke holder hånden over nogle af vort samfunds allersvageste borgere: børn med psykiske handicap. Nok har man som en del af grundlaget for lockouten forhandlet et nødberedskab, men KL har ønsket, at det skal være så smalt som muligt og kun omfatte børn, ”hvis liv og helbred ellers risikerer at komme i alvorlig fare”, fordi ”det er en del af den danske model, at en konflikt skal kunne mærkes og gøre ondt. ”

Jamen, jeg kan så forvisse jer om, at det KAN mærkes, og at det GØR ondt. Jeg vil lave et sjældent løft af gardinet til de private gemakker, så I forstår helt konkret, hvad tab af forudsigelighed og struktur kan betyde:

Herhjemme var datteren for en måned siden ved at rejse sig for første gang i fem år efter et pinefuldt forløb med psykiatrisk indlæggelse, anoreksi og halvandet år uden skolegang. Hun var for første gang kommet på ADHD-medicin, og hun gjorde store fremskridt. Hun har aldrig kunnet lave lektier, men var nu fuld af motivation – og kunne koncentrere sig længere og længere tid ad gangen. Vigtigst var dog, at hun var begyndt at udvikle egne strategier og dermed langt større uafhængighed.

Men uden den daglige struktur og faglige guidning kan hun ikke lave lektier. Det får hende til at føle sig utilstrækkelig og uduelig og skaber store bekymringer om fremtiden: ”Får jeg nogensinde en uddannelse?”, ”Kommer jeg nu endnu længere bagud?”, ”får jeg nogensinde et job”? Det fører til, at hun bliver aggressiv og dybt ulykkelig og reagerer med anfald, hvor hun slår sig og brøler skældsord af sig selv. Hvis hun ikke bliver hjulpet videre, kan det fortsætte i timevis.

Værst er det dog, at hendes hyperaktivitet bliver meget udpræget. For hendes tilfælde handler det om mad. Hun kredser hele tiden om køleskabet og kan ikke styre trangen til at proppe ting i munden. Oftest agurk, frugt og gulerødder. Sunde fine ting. Men det er ikke pointen. Pointen er, at hun bliver nærmest manisk og ikke kan kontrollere sig selv, og det er den værste fornemmelse, hun kan opleve. Hun har nemlig en overvældende frygt for at tage på. Og det betyder, at hun jævnligt bryder sammen i panik, fordi hun kan mærke ”fedtet vokse frem” og imaginære deller opstå minut for minut.

Vi bruger mange timer om dagen på at guide hende ift. hyperaktiviteten, så den får lov til at være der, samtidig med at den ikke overvælder hende. Vi mandsopdækker hende og tager hende med på arbejde for at minimere tomgangstiden så meget som muligt. Den er nemlig som gift for hendes skrøbelige sind.

Kort sagt er vi helt tilbage ved start, og den første spæde positive udvikling, vi har oplevet i over fem barske år, er smadret.

Så, derfor, kære KL: Skal det virkelig gøre så ondt? Er det rimeligt, at min sårbare datter bliver skudt ind som granatføde i opgøret om den danske model? Er effekten ved at definere nødberedskabet så smalt virkelig så stor, at vi kan forsvare alle disse enkelttragedier i handicapfamilierne? For vi er bestemt ikke den eneste familie, der lider. Er det ikke nok, at samfundet ”at large” betaler en kæmpe pris for denne konflikt? Den pris er måske uundgåelig og nødvendig at betale. Men den pris, min datter betaler lige nu, er grænseoverskridende, uværdig og ikke mindst dybt skadelig.

Reklamer

7 thoughts on “Nødråb fra lockoutens frontlinie

  1. Stakler, alle som een. 😦 Det er jo komplet absurd, at din datter ikke falder ind under dispensationen, og en hån mod de enorme mængder arbejde hun og I har lagt i hendes fremskridt. Tænker på Jer, og håber på en løsning inden længe.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s