“Jeg tror ikke på det der med at sætte børn i kasser”

Jeg har haft en dejlig lang dialog med Vibeke under et af mine indlæg. Hendes dreng er “en af vores” – følsom og særlig. Af og til kører det rigtig dårligt – særligt om vinteren. Vibeke har naturligt nok drøftet med familiens psykolog, om sønnen mon havde en diagnose og i så fald hvilken. Til det svarede psykologen, at hun “ikke arbejdede med at sætte folk i kasser”.

Jeg tror, jeg ved, hvad psykologens bevæggrunde er. Det er jo på mange måder et prisværdigt synspunkt. Stigmatisering og stempling er ingen jo tjent med. Og hvorfor ikke bare leve med de forskelligheder, der er? Et andet argument for at spare på diagnoserne er, at det kan fjerne ansvaret for at forholde sig til, hvorfor barnet har det svært. Måske reagerer det bare “sundt” på noget, der er svært? Og så skal man arbejde med at ændre den situation, der påvirker barnet.

Vibeke spurgte til min holdning – og her er mine tanker:

Da vores datter var 4-5 år mærkede vi tydeligt, at hun ikke var som andre børn. Hun var ukoordineret, flagrende, detaljeorienteret, gik ofte i affekt, kunne ikke være sammen med mange børn af gangen, kunne ikke klare følelsen af tøj mod sin hud, hadede høje lyde etc. etc. Vi talte med flere kloge mennesker, og blev mødt med forskellige reaktioner: “Det er et sundt barn, der reagerer”. “Du og din datter er alt for symbiotiske”. “Du taler alt for meget med hende”.

Jeg var villig til at lytte til alle teorierne – der var intet jeg hellere ville end at forstå. Og hvis hendes problemer havde med mig at gøre, ville jeg gøre alt for at ændre på det. Men det ændrede intet. Og forklaringerne gav aldrig helt mening for mig. Først da vi fik en diagnose – den gang NLD – faldt brikkerne på plads. Jeg vidste instinktivt, at det var den rette forklaring. Og det gav mig en enorm ro at vide, at min datter ikke var et uopdragent barn, og jeg var ikke en dårlig mor.

Så jeg er helt klart for diagnosticering. For mig er en diagnose nemlig lig med handlemuligheder. Når man får sat navn på et symptombillede, giver det også en dør ind til forståelse af barnets vanskeligheder og dermed til en pædagogik og en hverdag, der virker. Jeg tror fuldt og fast på, at det er via en forståelse af barnets oplevelse af verden, at nøglen til det bedst mulige liv ligger. Børn med autisme eller ADHD ikke uopdragne. De gør det, der giver mening for dem i en given situation – men fordi deres hjerner er så anderledes, kan vi som normale meget nemt komme til at misforstå og afkode deres adfærd ud fra egne erfaringer og motiver.

Men allervigtigst er det, at man frarøver barnet en vigtig brik til selvforståelse, hvis man undgår diagnosticering. Disse børn ved godt, at de er anderledes, og jeg har stort set kun hørt om børn, for hvem en diagnose var en lettelse. De er lettede, fordi de endelig får en forklaring på, at der er en årsag til, hvordan de har det, og hvordan de reagerer. Det er ikke deres skyld. De er ikke uopdragne. De er misforståede og har været på hårdt overarbejde. Der er mange brikker, der falder på plads. Selvfølgelig reagerer børn ofte også med sorg og vrede – men det handler mere om det at være anderledes, end om selve diagnosen.

Jeg ved også, at vores børn er meget konkret tænkende. Og for dem giver det ikke mening med vævende floskler som “du er særligt følsom” eller “du er ikke som andre børn” eller “du er et særligt barn”. Min erfaring siger mig, at det er bedre med en konkret diagnose at tale og forstå ud fra. Man finder også ud af, at der er andre mennesker i verden med samme profil og samme udfordringer, og man kan begynde at se ligheder og forskelle. Man kan begynde at opbygge en reel identitet og selvforståelse – og aller-, allervigtigst: Man kan begynde at udvikle strategier, der virker, i stedet for at dunke sig selv oveni hovedet med alt det, man ikke kan.

Hjernen er et forunderligt sted. For os giver det supermeget mening at vide, at min datters ADHD gør, at hendes hjerne ikke producerer dopamin på samme måde som en normaltfungerende hjerne. Den er derfor unormalt sløv i udgangspunktet – men er alligevel så smart, at den så kompenserer med hyperaktivitet for at holde sig vågen. Vi har fundet ud af, hvad hendes hyperaktivitet består i – og vi har meget nemmere ved at acceptere hendes adfærd og dens funktion. Vi er blevet langt mere nysgerrige og fascinerede. Og hendes adfærd er blevet til noget, vi kan betragte udefra og forholde os til, adskilt fra hendes person.

Alt det havde vi ikke kunnet gøre uden en diagnose og den specifikke viden, der følger med. Så når en fagperson siger, at man ikke skal sætte børn i kasser, mener jeg, at man bør tænke meget nøje over, om man reelt gør sig selv og sit barn en tjeneste.

Og så er der jo al den hjælp og støtte, der følger med, når man har papir på sit barns udfordringer. Det gør det meget nemmere for kommunen at træde til, når man ved, hvori barnets vanskeligheder består. Men det er en helt anden historie.

Advertisements

10 thoughts on ““Jeg tror ikke på det der med at sætte børn i kasser”

  1. Jeg er fuldstændig enig, og hvad angår vores søns fremtidige skolegang og sociale liv, tror jeg nemlig, at det ville være lettere med en mere nøjagtig diagnose, men min mand og jeg er desværre ikke enige her, eller han har svært ved at kapere mere lige nu, og synes vi skal køre efter psykologens instrukser det næste, i hvert fald halve år, før vi ta’r den til næste niveau:((

    • Det giver god mening at give det lidt tid. I skal allesammen være med – og fædre tager altid længere tid om ankomme 🙂 Det har jeg set rigtig mange gange.

  2. Kære Katrine

    Jeg er meget enig i det du skriver, og har haft samme oplevelse, da vores datter endelig blev diagnosticeret. Det at få sat ord på og kunne handle var rigtig vigtigt for både os og vores datter. Vores datter har tourette, adhd, angst og er hypersensitiv. Svær hverdag som du kender. Der hvor jeg mener flere begår en fejl, er når de sætter diagnoser i kasser. Fx kan adhd give meget forskellige udfordringer og her er man nødtil at se på barnet. Vi er blevet mødt af “eksperter” med: “hvis jeres barn har adhd skal i gøre sådan og sådan” uden at de overhovedet havde mødt vores barn. Når jeg tænker tilbage på, hvad vi har udsat hende for af systemer mm., må jeg skrige til himlen. Heldigvis er vi blevet klogere og har sammen med vors datter, fundet ud af, hvad der virker for os.

    • Ja, den kender jeg godt. Vi var på ADHD-kursus sidste weekend, og vi måtte sortere godt og grundigt i rådene og bare tage dem til os, som gav mening for os. Laura har nemlig også en autismeproblematik oveni, som gør hende til en atypisk ADHD’er. En helt anden problematik er, når man får en forkert diagnose. Eller endnu værre: Der er ikke noget i vejen – det er jer, der er noget galt med. Min venindes dreng, fx. De mente, at hans problemer skyldtes, at hun havde en kronisk tarmsygdom. Os, der kender hende, har aldrig mærket til hendes sygdom. Og under udredningen var der aldrig nogen, der spurgte, om sygdommen var noget, der påvirkede familiens hverdag. Alligevel kom de med den konklusion. Familien fik så en second opinion og landede på en autismediagnose.
      Så der er mange men’er. Dog er jeg principielt for diagnoser – når de er rigtige 😉

  3. Jeg er helt klart også for diagnosticering. Fordi det i høj grad er med til at hjælpe barnet eller den unge til at forstå sig selv og forklare, hvorfor det reagerer anderledes end andre – neurotypiske – børn.

    Der er ingen skam at have en diagnose, men det er en skam ikke at få det, hvis det kan hjælpe på ens problemer.

    Men jeg forstår udmærket, at der er forældre, der helst vil undgå diagnosticering, fordi det for mange er lig med stigmatisering. Men vi må hjælpe hinanden med at bryde disse tabuer ned. Det kan aldrig være i barnets interesse, at man som forældre fravælger en udredning med efterfølgende diagnosticering, fordi man er bekymret for omgivelsernes reaktion.

    Med en diagnose kan man (forældre, lærere, pædagoger) sammen med barnet arbejde med at udvikle nye strategier, så problemskabende adfærd kan minimeres.

    Uden en diagnose er det svært eller umuligt at få den fornødne støtte i såvel skole/børnehave som hjemme.

    Selvom man har en diagnose, kan det alligevel være svært eller umuligt at få den fornødne støtte, men det finder man – først – ud af hen ad vejen, når man støder muren mod det offentlige system, der helst tænker i billige løsninger, frem for løsninger, der virker. Så man må være parat til at kæmpe. Men da det gælder både barnets og familiens tilværelse og fremtid, så gør man det, selvom det til tider kan være opslidende.

  4. Også jeg er enig. Vores børn ved de er anderledes, og det giver ro,når de ved hvorfor… og hvordan… og kan handle ud derfra.
    Til Vibeke vil jeg sige, mange mænd har svært ved at acceptere det. Faktisk ville det være rigtig godt for de mænd at sætte sig ned sammen og få snakket. DET er de ikke så gode til som os kvinder.

  5. Det er meget interessant at følge med i synspunkter både for og i mod. Jeg kan godt sætte mig ind i at det er godt at kunne få afklaring vha en diagnose. Det oplevede jeg da på egen krop for år tilbage, da en diagnose på depression gav mig den viden, jeg skulle bruge for at kunne handle på det. Så det at sætte ord på det hjælper i hvert fald til at forstå og handle på det.
    På den anden side, så tror jeg også det er rigtigt vigtigt ikke at skulle forklare alt med en diagnose (som der efterhånden er så mange af). Og jeg kan sådan set godt lide psykologens udgangspunkt med ikke at ville sætte mennesker i boks. Det er så nemt at sige “Nå, ja, hun er post-et eller andet-traumatiseret” eller “han er asperger”. Kan det ikke forhindre en i at forholde sig til mennesket bag diagnosen?

    • Du rejser et vigtigt spørgsmål. For mig er svaret, at der følger et stort ansvar med en diagnose – en “rettidig omhu”, hvor man bruger diagnosen til at skabe handling og ikke som en sovepude. Helt basalt set handler det om at risiciene ved ikke at have en diagnose er større end ulemperne ved at have den. Hermed mener jeg, at det er meget tungt at bære den byrde at tro, at man er mislykket, fordi man ikke kan leve op til krav og forventninger. Først når man har gjort op med den skyld, kan man komme videre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s