Jeg elsker min sagsbehandler

For snart fem år siden var vi til et forældrekursus, hvor snakken (uvægerligt) kom til at gå på den kommunale sagsbehandling på specialområdet. Det er et emne, som handicapforældre kan tale om i døgndrift. Bare tryk på knappen, så starter vi. Det er nemlig op ad bakke.

Ud af de ca 30 familier, der var repræsenteret i rummet, var der kun én, der havde haft samme sagsbehandler i over 5 år. Og over 1/4 vidste slet ikke, om de havde en sagsbehandler.

Men den ene familie, der havde haft samme sagsbehandler i 5 år, var min familie. Det vakte respekt, men også berettiget misundelse. For den rigtige støtte og hjælp er alfa og omega – det, der gør forskellen på, om man som familie kommer igennem, eller om man falder fra hinanden. Det er sgu ikke for at male fanden på væggen – men man er i højrisikozonen ift. anbringelser, skilsmisser og uarbejdsdygtighed, når et barn har svære psykiske problemer. Og hvis man ikke har et sikkerhedsnet, er opgaven næsten umulig.

Nå, men vi var nok lidt hurtige på aftrækkeren – for en uge efter modtog vi et brev om, at vi havde fået en ny sagsbehandler. Gitte. Og jeg tænkte straks katastrofetanker. Hvad hvis Gitte ikke havde samme konstruktive tilgang? Hvad hvis hun ikke forstod os? Hvad hvis de ville fjerne støtten? Jeg har hørt en milliard historier om forældre, hvis største kamp er den mod deres sagsbehandler (kommune). Men de må gøre det godt i min kommune. For Gitte er ligeså fantastisk. Menneskelig men pragmatisk. Og meget løsningsorienteret.

For tiden er det hårdt med datteren. Vintermørket har sat gang i hendes sortsyn – og spiseforstyrrelsen rører på sig. Det forplanter sig i familien. Så i går ringede jeg til Gitte for at sige, at nu var tiden kommet. Vi havde brug for hjælp. Straks havde hun 3-4 konkrete forslag til, hvad der kunne sættes i værk, for eksempel dækning af merudgifter til kost – og vejledningssamtaler til min mand og mig. Men det vigtigste var hendes afslutningsreplik: “I har været nede i sorte huller før – og vi skal nok hjælpe jer med at komme op igen”.

Den ene lille bemærkning gjorde mig mere glad og lettet, end jeg har været i ugevis. For fornemmelsen af, at der står nogen klar med et udspændt sikkerhedsnet, er den bedste medicin. Så jeg elsker min sagsbehandler. Hun vil hjælpe os med at komme op af hullet. Alle burde have sådan en.

Advertisements

6 thoughts on “Jeg elsker min sagsbehandler

    • Ja, det er vi. Jeg sendte faktisk et link til dette indlæg til vores sagsbehandler i fredags. Jeg syntes da også, hun skulle læse. Lad os se, om hun kan holde til smigeren 😉

      • Virkelig god idé, man skal huske at rose! Vi overøser især Viggos lærer med ros, fordi hun er fuldstændig med, og har sat sig ind i Viggos udfordringer, skærmer når han har brug for det og i det hele taget bare er med og ikke imod. Det er stadig så uforståeligt for os at hun forstår, da vi indtil Viggo startede i skole, stort set kun ramlede ind negative reaktioner på Viggo, og vi havde hørt SÅ meget dårligt om hvordan den danske folkeskole ikke kunne rumme de børn, der havde særlige behov. Hvordan rummer jeres skole?

      • Ja, jeg har jo skrevet lidt om min datters skole i mit allerførste indlæg – det er en privatskole, da den lokale folkeskole ikke magtede opgaven. Med hensyn til min dreng – han er 11 – så er han i et specialtilbud, som er fuldstændig fantastisk. Og det skyldes lærerne og ånden. De har samlet børn op, som ikke har kunnet fungere andre steder, og de har det så trygt og godt nu. Jeg tror dybest set, det handler om, hvilke mennesker, der er ansat. Da vi havde første samtale med sønnens fænomenale lærer, faldt snakken på, om man som lærer skulle have en professionel distance til børnene. Jeg havde lige læst et eller andet om, at det var “oppe i tiden” ikke at involvere sig for følelsesmæssigt. Hvorpå hun lænede sig ind over bordet og med passion (og indignation) sagde: “Jeg har altid insisteret på at have lov til at elske de børn, som jeg er lærer for”. Derfor fungerer det tilbud så godt. For lærerne elsker virkelig ungerne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s