Mødet med Psykiatrien II

Tilgiv mig – dette bliver et longread. Det er en kompleks historie, som ikke kan fortælles kort. For nye læsere er det fortsættelsen af det forrige indlæg.

Jeg ved ikke, hvordan I har det med ”eksperter”. Personligt har jeg altid haft fuld tillid til de fagfolk, som vi har mødt på vores vej. Og der har været mange. Psykologer, læger, speciallærere, sagsbehandlere, psykiatere. Jeg har aldrig haft grund til andet. For de har altid mødt mig med tillid og respekt – og når jeg har udtrykt et behov eller en bekymring, er den blevet taget alvorligt. Jeg hører til blandt de såkaldt ”ressourcestærke” borgere – en betegnelse, der går igen og igen i de mange papirer, der ligger i mine børns journaler og sagsmapper rundt omkring.

Jeg ved, at det ret beset er en luksus. Jeg kender til mange familier, der ikke har samme ressourcer, og som er blevet sat under lup, kaldt dårlige forældre – og sågar truet med tvangsfjernelser, fordi der var noget med børnene, der bare ikke spillede. Det er det game, man går ind i som “offentlig familie” – eksperterne får lov at dømme, vurdere og intervenere. Det er langt fra altid det sker, heldigvis. Jeg ønsker ikke her at male et sort billede af fagfolk, blot at fortælle vores historie

For denne gang slap vi ikke. Under datterens indlæggelse gik vi til samtaler med den psykolog, der var tilknyttet hendes sag. Helt fra starten blev vi konstant udfordret: Der blev ikke sat nok grænser. Hun skulle lære, at der var andre i verden end hende selv. Vi skulle lære at sige fra over for hende. Og specielt blev jeg som mor sat under lup. Min relation til datteren blev vurderet som alt for tæt. Hun skulle lære at stå på egne ben.

Jeg er jo egentlig ikke uenig. Vores relation var meget tæt. Og jeg sagde mere til end fra. Men konteksten var, at hun i et år havde haft det meget dårligt, og jeg var kommet dertil, hvor jeg ikke vidste, hvad der var op og ned. Især når det gjaldt hendes forhold til hendes krop og mad. Jeg var jo hunderæd for at udløse en egentlig anoreksi. Og det var netop fordi, vi havde stødt panden mod muren, at vi søgte hjælp og viden.

Så jeg lyttede. Og jeg prøvede. Når datteren var hjemme i weekenden, var hun rasende. Hun forstod ikke indlæggelsen. Hvorfor skulle hun være der? Hvorfor gjorde vi det ved hende? Hvorfor forlod vi hende? Det gav så lidt mening for hende, at hun konstant konfronterede mig. Hun forfulgte mig rundt i huset, afmægtig, såret, vred. Og jeg kunne ikke give hende andre forklaringer, end at hun skulle have en diagnose. Men for en 14-årig med ADHD og overbliksvanskeligheder er det ikke en forklaring, der giver mening og accept.

Og jeg blev instrueret i at sige fra, sætte grænser og gå væk fra hende. Hun skulle lære at tage ansvar for sine egne følelser. Det var enormt svært for mig, for sådan har jeg aldrig ageret over for hende. Sagens kerne er jo, at hun ikke har evnen til selv at regulere følelser. Det er jo det, hendes funktionsnedsættelse består i. Jeg har altid været der til at hjælpe hende med at tolke verden, få den til at give mening.

Skal hun så lære det? Ja, selvfølgelig – men hun skal ikke lære det, når hun er døgnindlagt, væk fra sin hverdag, sine strukturer, sine vaner, sine venner, sine forældre – alt det, der er kendt og trygt. Det er ikke her, man fra den ene dag til den anden skal trække gulvtæppet væk under hende. Og det er ikke her, jeg skal sige fra. En psykolog har senere sagt, at det var ren adfærdsterapi. Beløn den gode adfærd, sig nej til den dårlige. Men her var ikke tale om dårlig adfærd. Her var tale om et barn der blev presset til grænsen. Og som forståeligt nok reagerede.

De første to-tre måneder var præget af ubeskrivelig afmagt og raseri. Vi fik at vide, at hun ville vende sig til det – at sådan reagerede mange børn. Jeg led, vekslede mellem autoritetstro og tvivl. Måtte igen og igen have genopfrisket berettigelsen for indlæggelsen hos fagfolkene og min mand.

På afdelingen meldte datteren sig mere og mere ud. Først røg ridningen, så de andre aktiviteter, så alt der havde med julen at gøre. Pædagogerne var irriterede over det. De mente, at hun kørte sin egen agenda, at hun var trodsig. Der blev lavet tydelige “aftaler” med hende: “L skal deltage i alle aktiviteter. L skal være med til spisning. L må ikke ligge på sit værelse.”

Når vi prøvede at komme i dialog med dem, var holdningen, at datteren fik alt for meget særbehandling, og at hendes reaktioner var en del af det mønster, som hun var vant til hjemmefra: at der blev taget alt for mange særhensyn til hende. Og det skulle stoppe.

Jeg spurgte flere gange, om ikke de var bange for, at hun var ved at blive skubbet ud over kanten, at hun ville få et sammenbrud. Ordret sagde psykologen til mig, at min datter var mere robust, end jeg troede.

Så kom vi ind i en ny fase. Hun begyndte at resignere og trække sig ind i sig selv. Hun blev apatisk og bare lå i sin seng på afdelingen. Hun beskrev, hvordan hun kunne ligge så stille og så længe, at hun ikke længere kunne mærke sin krop. Til sidst var hun bare hovede og tanker, og kroppen var forsvundet.

Og hun holdt op med at spise. Vi råbte vagt i gevær – men de mente, at vi pylrede: hun spiste som hun skulle. Men derhjemme spiste hun mindre og mindre og blev mere og mere bange for mad. I vinterferien var hun et par dage hos sin morfar, og her blev sammenbruddet en realitet. Hun kunne ikke komme ud af sengen og spiste kun agurk. Jeg tog derop og lå i ske med hende i døgndrift og nødede hende til at spise.

Ved næste vejning stod det klart, at hun havde tabt sig næsten 10 kg på ganske kort tid og havde fået et BMI på under 16.

I mellemtiden var hun blevet udredt – det der egentlig var formålet med indlæggelsen. Hun havde fået adskillige diagnoser, hvor ADHD var den væsentligste.

Men nu ville de beholde hende med det sigte at få hende til at spise igen. Men vi havde fået nok. Det var jo indlæggelsen, der havde gjort hende så dårlig, at hun var holdt op med at spise. Hjem skulle hun, selvom hun var så dårlig, at vi ikke var klædt på til det. Hun var skelettynd, angstpræget, selvskadende og selvmordstruet, og i de næste mange måneder kæmpede vi alene vores livs kamp for at få hende tilbage til livet.

I dag har datteren en hverdag. Den er ikke altid nem. Men det er en hverdag. Hun går i skole igen – det meste af tiden. Hun har venner, selvom de kan være svære at holde på. Hun har en normal vægt – men et til tider svært forhold til mad. Hun har det vanskeligt med sine vanskeligheder. På grund af oplevelserne har hun svært ved at stole på folk. Hun har store nedture og kriser. Men dag for dag kæmper hun og lærer. Hun er det tapreste menneske jeg kender. Hun får tæv, slår sig – men rejser sig altid igen. For hun vil lære at begå sig i verden.

Og jeg sidder tilbage med den dybeste undren over, at man ikke kunne se og anerkende det fine, alle ressourcerne, al viljen, al passionen. At man i stedet næsten lykkedes i at ødelægge hende. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at forstå det.

Hvorfor denne historie? For selv at sætte ord på. Men også fordi jeg er indigneret på vores alles vegne. Psykiatrien er ikke sådan alle vegne. Men sådan er psykiatrien også. Og jeg synes ikke, det er godt nok.

Reklamer

15 thoughts on “Mødet med Psykiatrien II

  1. Trist og genkendelig læsning.
    Når man bliver “stemplet” som ressourcestærk, oplever jeg desværre alt for tit, at der bliver sparet på ressourcerne på en anden måde. Vi står måske ikke med truslen om tvangsfjernelse over hovedet, men vi – og i sidste ende vores børn – bliver overladt til os selv, når det kommer til at reflektere over, om nu strategien også ER den rigtige. På et tidspunkt måtte jeg bede “systemet” om at holde op med at betragte os som en ressourcestærk familie, fordi der blev tappet alt for meget på de ressourcer i forhold til hvad de “stærke” familieressourcer egentlig bør og skal bruges til!

    Som mor til en pige på 12 med multiple handicaps, er det hårdeste lige nu den frigørelsesproces som pågår, og som jeg skal være primus motor på.
    Vores piger ville i normale tilfælde være de fugleunger, som langsomt men sikkert ville baske med vingerne og føle trang til at vælte ud over redens kant selv, i forsøg på at blive voksne, selvstændige, flyveklare.
    I vores tilfælde, er det os mødre (og fædre) som skal skubbe ungerne ud af reden, selv om vi ved at vingerne ikke kan bære, og derfor føles processen så meget desto mere barsk og uden kobling til instinkterne.
    Vi tager imod råd fra folk som “ved bedre”, for vi kan pludselig ikke mere forlade os på, hvad vores intuition fortæller os er det rigtige. Tror vi. Men jeg må konkludere at de gode fagfolk til trods, skal jeg stadig holde uendelig godt fast i hvad mit instinkt fortæller mig. Hvad min mavefornemmelse siger. De gange jeg har svigtet den, har det netop også haft enorme konsekvenser til følge.

    Psykiatrien – jeg er tilbøjelig til at sige hele det sociale system – lider af mangler. Mangel på folk, som ser vores børn der hvor de er. Selv om de kommer ind i systemet fordi de ikke passer ind i samfundets kasser, er der stadig fagpersoner som ikke kan finde ud af andet end at putte dem i nye kasser. I stedet for at lave kasser til livet og følelserne for dem, som de har brug for. Det er bare små menneskeliv der bliver begået de fejl med, og det er bare ikke til at bære.

    Du beskriver så rørende og levende Jeres vilkår.
    Det giver også et hårdt bump i mellemgulvet at læse, fordi jeg også engang oplevede folk der mente det godt, slukke gnisten i min datters øjne. Det tog uendelig lang tid før den tændtes igen, og det var takket være os, der havde en følelsesmæssig aktie i hende. Ikke fagpersonerne.
    Stor tak for din historie. Og tak fordi du er modig nok til at dele den.

    • Hej Mia
      Tak fordi du tog dig tid til at skrive så fint et svar til mig. Jeg er helt enig i din refleksion omkring det med at være “ressourcestærk”. Af og til har jeg forbandet det langt væk, fordi jeg tror, at vi pga vores ressourcer har kunnet holde den kørende langt over sidste salgsdato, og til sidst var hun så meget på overarbejde, at hun blev meget dårlig.
      Jeg er også altid blevet skudt i skoene, at jeg har talt for meget til hende. Og at det sikkert var en del af årsagen til hendes problemer. Jeg er ret overbevist om, at hvis jeg havde boet i en boligblok og været meget lidt snakkende, havde de nok fundet årsagen der.
      Og du gav mig en lille tåre i øjenkrogen, da du skrev om gnisten i øjet. Den er så dyrebar. En klog kvinde, jeg kender, siger altid, at det eneste pejlemærke, vi skal have som handicap-forældre, er vores egen intuition og lyset i vores børns øjne.

  2. En benhård historie, Katrine. Og alt for almindelig. Jeg har selv noget af det samme inde på livet (men langt fra i samme “sværhedsgrad”), og kan genkende det meste. Personligt har jeg opgivet “systemet” fuldstændigt. Det virker bare ikke. Det er ikke fordi, der ikke er masser af kompetente mennesker, der brænder for at gøre en forskel (det er der jo), men der er tilsyneladende lige så lidt plads til dem, som der er til vores børn. Det er en vederstyggelighed.

    • Ja, hvis du går ind i den branche med dit hjerteblod, bliver du slidt op alt for hurtigt. Håber at din familie er ok. Og tak for sidst 🙂

  3. Kendte jo historien, men læste med alligevel. Når jeg tænker på din hverdag, må jeg bøje mig i dyb reverens over din muntre og charmerende personlighed samtidig med at jeg glæder mig over den på dine børns og din omverdens vegne.
    At være “ressourcestærk” har også vist sig som en ulempe for mig og mit helbred, men jeg KAN bare ikke lægge mig på ryggen og sige piv piv! I hvert fald ikke mere end 5-10 minutter ad gangen.

    Du er supersej og det fornemmer jeg, at dine piger også er. I skal nok klare skærene!

    • Tak søde Néné
      Det var dejlige ord. Jeg har haft mange overvejelser om at “gå public” med vores historie. Blandt andet har jeg hørt flere gange fra folk, jeg respekterer, at de ikke synes, at man skal være offer-agtig og pivende på de sociale medier. Men jeg er faktisk ikke et pibe-dyr, som du også har bemærket. Så dim kommentar gør mig rigtig glad.

  4. Modig blog!
    Har selv døjet med diverse psykiatriske diagnoser, depressioner, deriblandt også ADHD (Noget som jeg ikke synes du burde at kalde et handikap! Mange med ADHD har en højere IQ end gennemsnittet og tendensen til en ægte kreativ tankegang er en sand styrke)
    Min behandling bestod stort set kun af piller, og da jeg fortalte min psykiater at jeg havde behov for at lære at strukturere mit liv, fik jeg at vide at jeg bare skulle anskaffe mig en kalender.
    Efter det valgte jeg at droppe al medicin, og det jeg så lykkelig for at jeg gjorde!

    Da jeg først fik min “diagnose” på ADHD, blev jeg faktisk lettet. Det forklarede meget om hvorfor jeg har haft så svært ved at følge den gængse sti som alle andre følger så let. Hvorfor jeg ikke kan finde ud af administrere mine penge, planlægge min tid, overskue dagens dont, koncentrere mig osv osv. Men løsningen ligger ikke hos psykiatrien. Vi bliver kun symptombehandlet der. Er du ked af det, får du anti-depressiver. Kan du ikke sove, får du sove-piller og kan du ikke koncentrere dig får du en syntetisk form for kokain. Ritalin.
    Mange af de ufordelagtige ADHD symptomer (f,eks koncentrationsbesværet og søvnløsheden) kan faktisk afhjælpes med en sund kost og masser af motion.

    Jeg har stadig en lang vej at gå mht til at lære at begå mig blandt almindelig mennesker, men jeg er nået længere på egen hånd, end jeg da jeg fik hjælp af psykiatrien.

    Selvom jeg har svært ved mange ting, og nok aldrig ville kunne holde et 9-16 job, så ser jeg ikke mig selv som handikappet længere. Er overbevidst om at ADHD kan være en styrke, hvis man lærer at tæmme den og værdsætte den i stedet for at undertrykke den.

    ADHD er ikke et handikap eller en sygdom, det er sæt af personlighedstræk man har fundet i hjernen og som åbenbart er uønskede i det moderne samfund.

    Men ærlig talt… Så ville jeg ønske at at min ADHD var blevet opdaget tidligere, i stedet for i en alder af 21. Har en idé om at jeg kunne have undgået mange mørke tanker om mig selv og min manglende evne til at klare mig godt, hvis jeg havde fået hjælp som teenager.

    Kan kun forestille mig hvor hårdt det her er for dig, din datter og resten af din familie, men hvis du spiller dine kort rigtigt har du chancen for at gøre din datter stærkere end de fleste…

    Held og lykke

    • Du har ret. ADHD er som sådan ikke et handicap – det bør i hvert fald ikke være ens selvforståelse. Men det kan være op ad bakke at få folk til at forstå, at bare fordi noget er usynligt, betyder det ikke, at det ikke er der. Det er en funktionsnedsættelse på lige fod med fysiske funktionsnedsættelser, og man kan have ligeså meget brug for hjælp og kompensation, som hvis man var blind.
      Det kan være svært for omgivelserne at forstå. Og her kan det være nyttigt at tale om det som et handicap. Det er i hvert fald min oplevelse.
      Desuden er et handicap defineret af graden af hjælp du har brug for. Hvis du er i et miljø, der passer til dig, og hvis du har tillært dig de rette strategier, så har du ikke brug for hjælp eller kompensation, og derfor er du ikke handicappet. Jeg kender til børn, der er så påvirkede af deres ADHD eller autisme, at det helt sikkert er et handicap – hvis man altså køber den definition af begrebet.

      Det er så dejligt at høre en historie om, hvordan voksenlivet kan forme sig og dine erfaringer med at klare dig så langt fra psykiatrien som muligt. Det lyder som om, du har lyttet til dig selv og udviklet de rette strategier – og den rette selvforståelse. En stor del af vores udfordring er, at datteren ofte vil meget mere, end hun kan klare. Hun har endnu ikke lært at skærme sig – og så bliver hun meget overvældet. Men jeg er faktisk overbevist om, at hun nok skal lære det. Motion er hun ved at få styr på. Hun mærker tydeligt forskellen på sit humør før og efter løbeturen 🙂

      Hvis du har flere gode råd og anvisninger, vil jeg meget gerne høre dem 🙂
      Godt kæmpet

  5. For h… hvor var det godt I fik hende hjem. Og godt at man selv kender sit eget barn bedst;) Mange tanker fra en der selv har et barn med særlige behov (og er faldet over din blog via Mia’s “Huller i Hukommelsen”).

    • Hej Dorte – ja, det var godt, vi fik hende hjem. Jeg tror i dag, at det enten var det, eller institutionalisering. Heldigt, at vi et eller andet mærkeligt sted fandt styrken. Men det er tankevækkende, at det er psykiatrien, der tvinger en derud 😦

  6. Jeg får ondt i maven af at læse ovenstående. Primært fordi det må have været så forfærdeligt, frustrerende og forvirrende for jer alle at have stået i, men også fordi, det er det jeg som sygeplejerske selv har observeret gang på gang i psykiatrien, og fordi det er min egen største frygt; at stå i den situation, hvor man bliver misfortolket, ikke anerkendt og at ens barn får det værre, når det burde få hjælp/være i de rigtige hænder. Hvor er I seje og stærke og meget beundringsværdige.

  7. Pingback: Mødet Med Psykiatrien I | here's to the misfits

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s