Mødet Med Psykiatrien I

Jeg fik min debut som blogger med et indlæg, som skrev sig selv. Pludselig var det der, og om det byggede jeg en blog. Men jeg har været i tænkebox siden. Eller måske skulle man sige barrierebox, for det andet indlæg kom altså ikke af sig selv. Der er mange årsager: WTF – sådan en blog forpligter jo! Og: det skal bare være perrrrrrfekt! Og: jeg har ikke den rigtige vinkel endnu…

Men den største barriere er nok, at det ikke er et nemt emne. Min ambition er at bringe mig selv i spil, for hvis ikke man gør det, bliver det uinteressant for andre. Og en del af den historie, jeg vil fortælle, er ikke helt nem. Og den er heller ikke selvironisk på tongue-in-cheek-måden. Den går under overskriften ”Mødet Med Psykiatrien”. Og som jeg skriver det, stiger min puls. Det var nemlig ikke et godt møde – og det har efterladt mig desillusioneret og forstemmet på mange planer. Både som menneske og som samfundsborger er jeg ramt, for vi oplevede et system, hvor menneskeligheden syntes systematisk fjernet, hvor vores forældreevne blev grundlæggende betvivlet, og hvor vores datter blev livsfarligt syg af indlæggelsen.

Men tilbage til starten:

Datteren har altid været skrøbelig og haft problemer med at navigere socialt. Hun har haft flere diagnoser på sig, blandt andet NLD (Non-verbal Learning Disorder) og atypisk autisme. Jeg havde dog længe haft en mistanke om, at der også gemte sig en ADHD-problematik. Hendes evne til at organisere og skabe overblik er nærmest ikke eksisterende, og hendes temperament er… well… hun er det, fagfolk vil kalde udadreagerende. Vi ville gerne have hende udredt, så vi kunne få afprøvet ADHD-tesen. Hvis man har ADHD er der nemlig nogle medicinske muligheder, som kan gavne en del børn. Vi syntes, at hun skulle have chancen for at prøve.

Samtidig havde hun i meget lang tid haft dårlig trivsel, og som hun kom op i præpuberteten blev hendes fokus på udseende og vægt et stigende problem. Når hun stressede, reagerede hun ved paniske skrigeture, hvor hun nev sig i ”dellerne”, og den eneste tanke, der fyldte hende, var at hun ville være tynd. Logikken var, at så ville alle kunne lide hende. Jo sværere det blev socialt, jo mere var hun fokuseret på at blive tynd – og jo mere hun var besat af denne tanke, jo mindre sjovt blev det for kammeraterne at være sammen med hende.

Men igennem hele forløbet spiste hun fuldstændig normalt. Spiseforstyrrelsen fandtes mellem ørerne og manifesterede sig ikke i et vægttab.

Men vi var slidte. Kampene var uendelige, og vi vidste ikke, hvordan vi skulle agere overfor hende og hendes forhold til sin krop. Vi var dødsensangste for, at hun skulle udvikle en egentlig anoreksi, og for første gang følte vi, at vi kom til kort med vores redskaber.

Vi havde brug for hjælp – og derfor blev vi henvist til Børnepsykiatrisk Hospital med henblik på udredning. De anbefalede indlæggelse, idet hun var ”for kompleks” til at blive udredt ambulant. En døgnindlæggelse var nødvendig, fordi hun skulle observeres indgående. Jeg var dybt splittet mellem lettelse over, at nogen endelig trådte ind i feltet – og en nagende fornemmelse af, at indlæggelse ikke var det rigtige for hende. Et billede dukkede op i mit sind og ville ikke forsvinde: det var ikke det rigtige redskab. Der skulle strammes skruer, men man ville bruge en hammer.

Historien fortsætter her

Reklamer

4 thoughts on “Mødet Med Psykiatrien I

  1. Pingback: Mødet med psykiatrien II |

  2. Pingback: Leger at jeg er mig selv igen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s