Når folkeskolen ikke kan rumme de skæve

Læste i går et skønt blog-indlæg, der fik mig til at tænke over den måde, børn ofte presses ned i skabeloner, der bliver for snævre til de skæve børn.

Forfatteren refererer en historie om en engelsk pige, der bliver sendt til psykiater, fordi hun ikke opfører sig som flokken. Hun er udadreagerende og kan ikke sidde stille. Psykiateren tager moderen med ud af kontoret og beder pigen vente, til de kommer tilbage. Som de går, skruer han op for radioen – og mens mor og psykiater observerer hende i hemmelighed, danser hun. Herpå konkluderer han: “Gillian er ikke syg – hun er danser. Send hende på danseskole”. Gillian blev ballerina, koreograf og producer af nogle af Londons største musicals.

I vores velfærdssystem og den danske folkeskole er der – i mine øjne – endnu kraftigere ensretning end i England. Det kan ofte knibe med at få sand undervisningsdifferentiering, og det betyder at både højt og mindre begavede elever kan komme til at lide. Når man også socialt falder uden for normen, kan det blive ekstra svært. Forskellighed kan være vældigt vanskelig at håndtere, både for lærere og andre børn.

Jeg tror dybt på, at alle skal have lige vilkår, og jeg  er opdraget efter socialistiske dyder. Jeg er all for vores velfærdsmodel og ville ønske, at jeg havde børn, der blomstrede i den danske folkeskole. Men det har jeg ikke. Min datter, der har adskillige diagnoser at skilte med, har i marts måttet skifte til privatskole, fordi hun konstant oplevede ikke at blive rummet. De socialpsykologiske mekanismer, der holdt hierarkierne på plads, var voldsomme, og selvom skolen havde de bedste intentioner, kunne de ikke i praksis rumme hende. Der var ingen præcedens, ingen blik for gruppedynamikker, ingen voksne, der trådte ind og tog ansvar, når tingene kørte af sporet. Børnene var i høj grad overladt til sig selv, når det handlede om at finde ud af, hvordan man skal omgås hinanden. Og selvom vi som forældre støttede op med trivselsgrupper og samtaler med vores børn, kunne det ikke dreje udviklingen, og miljøet blev alt for utrygt og barskt for mit sårbare afkom.

På privatskolen modtager man mange børn som min datter. Børn der ikke stod distancen. Børn der er underlige. Børn med forskellige bogstaver, erfaringer og baggrunde. Derfor er man tvunget til at arbejde med rummelighed i praksis. Man har et udvidet samarbejde med PPR, man har et helt støttecenter, og man arbejder i små grupper med specifikke faglige udfordringer. Men det handler ikke kun om, hvordan man håndterer egentligt støttekrævende børn og skaber ægte differentieret undervisning. Det handler om en kultur, hvor børn oplever i praksis, at forskellighed er en del af livet, Her er det ok at være vild med dødsmetal, gå i genbrugstøj og have daglige sammenbrud, fordi ens forældre lige er blevet skilt. Lærerne har et stift blik rettet mod hvert enkelt barn, og ligeså snart gruppedynamikker bliver uhensigtsmæssige, træder voksne i karakter og viser vejen for god og ordentlig adfærd.

Jeg var til stor skolefest, hvor 9. klasserne dimitterede. Og fik fortalt, hvordan halvdelen af klassens elever var kommet til skolen med diverse traumer og diagnoser. Flere af dem opgivet af systemet. En dreng, der kom til skolen i 6. klasse, var så autistisk, at han bare sad og rokkede og råbte. Han var skrevet op til et af kommunens tungeste specialtilbud, men forældrene valgte i stedet privatskolen. Til dimmissionen stod han smilende, omgivet af venner og modtog et rigtigt fint eksamensbevis. Og klassen fik samlet et af kommunens højeste gennemsnit.

Jeg kan mærke, at skiftet betyder en enorm lettelse for min datter. Og det betyder forhåbentlig, at hun kan få lov til at udvikle sig til det særlige, hun er og rummer. For skæve børn, der ser verden anderledes og udfordrer status quo, er dem der kommer til at ændre verden. Min datter har i dag et meget ambivalent forhold til det at være skæv. Den ene dag elsker hun sin energi og skøre indfald, den næste forbander hun sine raserianfald og sit manglende overblik langt væk. Men verden har brug for skævhed, og jeg håber at hendes skævhed nu kan få lov at spire som en fin lille plante og vokse sig stor, frodig og livskraftig. Jeg håber, at hun en dag vil finde sin indre ballerina. Vi er ikke i mål – men jeg ved at forudsætningerne er langt bedre.

Med Steve Jobs ord:

“Here’s to the crazy ones, the misfits, the rebels, the troublemakers, the round pegs in the square holes… the ones who see things differently — they’re not fond of rules… You can quote them, disagree with them, glorify or vilify them, but the only thing you can’t do is ignore them because they change things… they push the human race forward, and while some may see them as the crazy ones, we see genius, because the ones who are crazy enough to think that they can change the world, are the ones who do…”

Reklamer

10 thoughts on “Når folkeskolen ikke kan rumme de skæve

    • Velbekomme. Det lyder som om, det er noget, du kan genkende. Noget jeg ikke har skrevet, er at min søn på 11 går i specialtilbud. Han er så glad for sin skole, og han elsker sine lærere. Jeg hører mange historier om, at det ser svært for børn med særlige behov at komme “ud i verden” efter et specialtilbud, og det tænker jeg en del over. Men omvendt oplever han succes på succes på succes og synes egentlig selv, at han er en ret fed lille fyr. Det kører også derudaf med det faglige. Datteren derimod har oplevet nederlag på nederlag på nederlag i sin skoletid, og vi kæmper med, hvad det har skabt af lavt selvværd. Og i store perioder har hun ikke været i stand til at gå i skole, fordi krav og forventninger var alt for høje. Det vil sige, at hun er bagud med det faglige, og det piner hende. Hun har dog aldrig villet høre tale om specialtilbud, så det er som det er. Jeg er usikker på, hvilken model der er bedst i det lange løb. Men mon ikke den bedste skolegang er den, hvor man oplever, at man er en stjerne??

      • Der fik jeg da svar på mit tidligere spørgsmål, og jeg tror du har helt ret i, at børnene er havnet det rigtige sted, når de funkler og glitrer-For vores vedkommende har problemet bare altid været, at vi har været bange for at flytte nissen med, hvis vi skiftede fra noget ikke så godt til noget andet, men det har nok også meget med ens selvtillid som forældre at gøre. Når man ofte møder modstand, har jeg erfaret at selvtilliden slipper lidt lidt mere op for hver gang, og man bliver mere i tvivl om sin egen dømmekraft, som jeg jo heldigvis igen, blandt andet gennem din historie og den nye gode hjælp vi får, er ved at genvinde. Tak fordi du deler, og god weekend.

      • Jeg kender godt den der med, at man stille og roligt bliver rundtosset og mister ens pejlemærke som forældre, fordi man bliver håndteret af så mange fagfolk. Det eneste jeg kan sige er, at min mavefornemmelse ALTID har vist sig at holde stik. Og at jeg øver mig i at lytte til den hele tiden. Som forældre ER vi dem, der kender vores børn bedst. Og hvis fagfolks vurderinger, opfattelser og strategier ikke føles godt i maven – så er det typisk fordi, noget ikke er, som det skal være.
        Jeg tænker, at jeg vil pinge dig, når vi holder forældrekurser i NLD-gruppen næste gang. Tror det ville være rigtig fantastisk for jer. Man behøver ikke have NLD – det er et generelt forældrekursus for forældre til psykisk sårbare børn. Hanne Veje, der underviser, giver en luft under vingerne og får en til at synes, at man er de mest gudsbenådede forældre i verden 😉

  1. Åh, det lyder godt, det må du meget, meget gerne. Jeg havde aldrig hørt om NLD før, og gik ind og læste om det.
    Det er jo fuldstændigt som at læse om Viggo, gu’ ved hvorfor der ikke er nogen der har nævnt noget om det?!!

    • Jeg regner med, at vi afvikler et kursus i midt/slut maj. Tilmeld dig nyhedsbrevet, så hører du alt fra os. Man skal være medlem for at deltage på kurserne. Men medlemskabet giver også adgang til vores fantastiske familielejre 🙂 Det kunne måske også være noget. Og så har vi en super Facebookgruppe, hvor forældre hjælper hinanden med gode råd. Der behøver man ikke være medlem: https://www.facebook.com/groups/101171563350135/
      Jeg synes, at alting blev meget nemmere, da vi blev en del af et stærkt forældrenetværk.

      • Det lyder rigtig godt, det vil vi gerne være med i.
        Vi havde møde med skolepsykologen i denne uge, og det var egentlig rigtig fint. Vi og skolen fik gode redskaber, men alt hvad psykologen fortalte af observationer og alle de redskaber vi skal arbejde med lød, og er fra aspergerfeltet. Da jeg spurgte om hun tænkte at han kunne have asperger, sagde hun at hun ikke arbejdede med at sætte i bokse og kasser???!-Mere svar kunne jeg ikke få…Hjemme igen læste jeg at det kun er psykiatere der kan diagnosticere asperger. Vi har altid fået at vide at Viggo var ekstremt særlig sensitiv (HSP) og høj intelligent, men nu har jeg så også læst, at det kan være svært at skelne mellem HSP og asperger, og jeg er i fuldstændig vildrede, om vi bør få en psykiater til at se på ham, eller om vi for en periode, ‘bare’ skal arbejde med de nye redskaber og rammer??! Hvordan fik I kontakt til jeres psykiater og er I glade/trygge ved hende/ham?

      • Hej Vibeke. Jeg tror sgu lige jeg skriver et blogindlæg om det med diagnosticering. For der har jeg klare holdninger 🙂 Med hensyn til lejren, så er der allerede tilmelding i morgen kl 10! Du kan læse programmet på http://www.nld-gruppen.dk. Det kunne være så fedt at se jer – tit er det en måde for børn at få selvindsigt på den gode måde, fordi de kan se, at de ikke er de eneste, der er anderledes. Som sagt er det 5-7 april, og jeg er den hårde og retfærdige lejrkaptajn. (Passer ikke, jeg er faktisk rar og sjov :))

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s