by

Frederik sprængte et badeværelse i luften. Hvorfor sænkning af den kriminelle lavalder er et problem

Jeg indleder med en tankevækkende statistik: En norsk undersøgelse har vist, at op til 48 % af de indsatte i norske fængsler har ADHD-symptomer. Det vender jeg tilbage til.

Først vil jeg fortælle om en dejlig dreng, jeg kender. Han hedder Frederik. Frederik har ADHD. For to år siden blev Frederik smidt ud af sin efterskole. Han slap nådigt, for han kunne være blevet sigtet efter terrorlovgivningen. Og så havde det været en helt anden historie.

Frederik havde lyttet godt efter i naturfag. Han havde forstået, at en spraydeodorant kunne springe i luften, hvis man antændte den. På Frederiks værelse var der en bankboks. I ved – en af dem man kan finde på hotelværelser til opbevaring af værdigenstande. Den årvågne læser kan nu måske gætte, hvor denne historie ender. Frederiks hjerne kunne ikke slippe tanken om, hvad der ville ske, hvis han lagde deodoranten ind i bankboksen sammen med en røvfuld toiletpapir og en tændstik. Ville bankboksen blive skæv? Ville lågen blæse ud? Ville det larme?

Frederik fuldførte sit eksperiment. Og sprængte hele badeværelset i luften. Væggene kollapsede og loftet faldt ned. Først da går det op for Frederik, at det måske ikke er skidesmart. Ikke på noget tidspunkt havde Frederiks alarmklokker bimlet. Dem har han nemlig ingen af. Ingen formanende indre stemme. Kun en overvældende nysgerrighed og impuls til at prøve eksperimentet af.

Min pointe er, at børn med ADHD er rimelig slappe til at konsekvensberegne og hæmme impulser. De kan ikke overskue, at én dum handling kan føre til et liv med en plettet straffeattest eller et ophold på en ungdomsinstitution. Desuden er ADHD-børn ofte på kanten af fællesskabet og derfor sårbare og nemme at lokke til at gøre dumme ting. Og så skal du tilmed som tommelfingerregel trække en tredjedel af deres alder fra i modenhed. Det er denne cocktail der gør, at man som barn med ADHD er nærmest programmeret til at fejle og falde i kontakten med vores juridiske systemer.

Systemerne er nemlig bygget på en antagelse om, at vi rationelt justerer vores handlinger efter at undgå straf. At vi motiveres til at undgå uhensigtsmæssig adfærd ved tanken om de konsekvenser, det vil føre med sig. Og mere af det må vel være bedre? Hårdere straffe, længere straffe, lavere kriminel lavalder. Men som den norske undersøgelse så tydeligt viser, hænger det ikke sådan sammen for mennesker med ADHD. Op mod halvdelen af alle indsatte har potentielt ADHD. Hvordan tror I så, det ser ud for børn? Frederik havde ingen ide om, at hans fascination af en spraydeo potentielt kunne smadre hans fremtid.

Kære blå blok. Jeg bliver så tung om hjertet og træt, når jeres værdipolitiske dagsordner får os helt ud på det etiske overdrev. Hvordan kan vi komme dertil, at børn – hvoraf mange har ADHD – skal tages som gidsler i kampen om stemmerne? Der er gået konkurrence i nultolerance – i at bejle til den absolut laveste fællesnævner. Jeg håber og tror, at I har fejlbedømt jeres vælgere. 

Reklamer
by

Hvad kan man lære af en spiseforstyrrelse?

Der har været stilhed på bloggen. Jeg har været igennem en kølhaling af rang, et gedigent stresssammenbrud, som jeg kun langsomt er ved at kæmpe mig ud af. Jeg har haft behov for at skærme mig og ikke ”give for meget væk”. En dag vil jeg skrive meget mere om mit sammenbrud. Et eklantant handicap-mor-sammenbrud, der har været undervejs i årevis. Men det er stadig for tæt på – både i tid og erkendelse.

Jeg afslører dog ikke for meget, når jeg fortæller, at en stor del af min stress har handlet om at lære at håndtere livet med en spiseforstyrret teenager. Det er uden sammenligning den største udfordring, jeg nogensinde har stået over for. Langsomt er jeg ved at lære spiseforstyrrelsens psykologi at kende – og langsomt er vi ved at finde måder at navigere i dette kaos. Det gælder ikke kun mig og min mand, men også min modige, stærke, smukke datter.

Det er en afsindigt hård proces. Men jeg ved, at vi kommer til at høste, når vi kommer ud i lyset, forbi spiseforstyrrelsen. For det gør vi. Og allerede nu har det givet mig en stor gave: Mit forhold til min krop bliver aldrig det samme igen.

Jeg har nok haft et forholdsvis prototypisk forhold til min krop: Jeg var ikke tilfreds. Jeg stræbte hele tiden efter, at den skulle blive noget andet end det, den var: stærkere, mindre, mere stram, med større ydeevne. Jeg trænede i perioder rigtig meget: hård styrketræning, cykel fremfor bil (40 km om dagen), spinning. Jeg ville gerne være den, hvorom man sagde: ”Hun er også i rigtig god form”, ”Hun er sej”, ”Hun overkommer meget”, “Hun har styr på det”. Slank har jeg aldrig været, for det vil min krop ikke. Og det irriterede mig.

Vi var altså aldrig helt i samklang, kroppen og mig. Og så disciplinerede jeg den. Jeg bildte mig ind, at det var et gode. En sund sjæl i en sund krop. Hård motion er et ubetinget gode. Sund for enhver pris. Etcetera.

En spiseforstyrrelse er disciplinering taget til ekstremerne. Kroppen bliver en veritabel kampplads. Den spiseforstyrrede hader sin krop, ønsker for alt i verden at få kontrol over den og opstiller mere og mere rigide regler for, hvad man kan tillade sig: Hvad må man spise, hvornår må man spise, hvor meget må man spise? Og ligeledes med træningen: Uden hård daglig og meget systematiseret træning falder verden sammen.

Det er et kvælende, lammende regime, der står i vejen for livet selv.

Og det gik op for mig, at en meget stor del af os – mig selv inklusive – køber ind på dette regime. Ikke i dets ekstreme, patologiske form – men vores idealer går i retning af kontrol.

I dag er jeg følsom. Ethvert fitness-center har et fast klientel af overtrænere, anorektikere og ortorektikere. Jeg kan spotte dem på miles afstand, og jeg bliver grebet af sorg. Når jeg ser modeller med ”thigh gap”, bliver jeg modløs. Og når jeg hører om folk, der dyrker ekstremsport, 100 km-løb og triathlon, bliver jeg irriteret. Ikke på den enkelte model eller sports-geek, men over den kultur der fremmer kontrol og disciplin som idealer.

Jeg ved godt, at det er min følsomhed, og at mine personlige oplevelser sætter lup på træk i kulturen. Min intention er ikke at dømme andre, for der kan være mange grunde til at træne og spise, som man gør.

Men for mig har det haft en positiv konsekvens. Jeg har fået langt større fred med min krop. Den skal ikke disciplineres. Den skal have lov til at gå ture, hvile og spise (stort set) hvad den vil. Ikke at jeg vil fylde den med junk og blive sofadyr.

Men jeg er stille og roligt ved at få den indre stemme til at holde kæft. Den, der konstant fortalte mig, at jeg ikke gjorde det godt nok, at jeg burde spise noget andet, noget mindre, noget tiere. At jeg burde træne oftere, hårdere og længere. Jeg gider ikke bruge tid på den. Livet er for dyrebart til at udsætte sig selv for kronisk kritik, fordømmelse og negativitet. Især når det er en selv, der er kritikeren.

 

 

by

Nødråb fra lockoutens frontlinie

I løbet af den sidste uge har jeg kunnet mærke de sikre tegn på stress. Jeg har ligget søvnløs, har ikke kunnet tåle, at tasken med computer og telefon kom med ind i stuen, fordi min impuls til konstant at arbejde på at nedbringe bunken af ting, der overvælder mig, var så stærk. Jeg har også hjertebanken, og jeg vågner om morgenen bekymret og rundtosset. Nuvel, jeg har haft en stor workshop at forberede, undervist en aften og haft et foredrag i Odense. Men det er ikke det, der er årsag til mit forhøjede alarmberedskab.

Årsagen er, at jeg samtidig jonglerer med en 15-årig med ADHD, der er ved at falde fra hinanden, fordi hendes hverdag er taget fra hende. Hun lever i et rædselsfuldt ingenmandsland, hvor dag for dag passerer forbi uden konturer og faste holdepunkter. Al den tomgangstid og stilstand er som at befinde sig på et oprørt hav i en gummibåd med alle trosser kappet. Nyhedsmedierne har fået øjnene op for den gruppe børn, som lider. Specialskolerne er ikke omfattet af lockouten, men det er alle enkeltintegrerede elever ligesom elever, der går i specialklasser, der hører under den almene folkeskole.

Jeg har faktisk ikke taget parti i denne konflikt. På den ene side ved jeg, at den danske konkurrenceevne er svag og mener, at fremtiden stiller krav til helt andre modeller, end den industrisamfundsmodel, som den danske model ret beset er.

På den anden side forstår jeg lærernes enorme frustration over forhandlingstaktikken, det de facto ultimatum, de er stillet over for– og ikke mindst den manglende anerkendelse og dialog. For hvordan skal man komme videre med en model, som der ikke er ejerskab til –efter en polariseret konflikt, hvor al tillid er nedbrudt?

Men én ting har jeg taget stilling til: Jeg er dybt fortørnet over, at mit barns hverdag er blevet den slagmark, hvor parterne kæmper, og jeg forstår ikke, at man ikke holder hånden over nogle af vort samfunds allersvageste borgere: børn med psykiske handicap. Nok har man som en del af grundlaget for lockouten forhandlet et nødberedskab, men KL har ønsket, at det skal være så smalt som muligt og kun omfatte børn, ”hvis liv og helbred ellers risikerer at komme i alvorlig fare”, fordi ”det er en del af den danske model, at en konflikt skal kunne mærkes og gøre ondt. ”

Jamen, jeg kan så forvisse jer om, at det KAN mærkes, og at det GØR ondt. Jeg vil lave et sjældent løft af gardinet til de private gemakker, så I forstår helt konkret, hvad tab af forudsigelighed og struktur kan betyde:

Herhjemme var datteren for en måned siden ved at rejse sig for første gang i fem år efter et pinefuldt forløb med psykiatrisk indlæggelse, anoreksi og halvandet år uden skolegang. Hun var for første gang kommet på ADHD-medicin, og hun gjorde store fremskridt. Hun har aldrig kunnet lave lektier, men var nu fuld af motivation – og kunne koncentrere sig længere og længere tid ad gangen. Vigtigst var dog, at hun var begyndt at udvikle egne strategier og dermed langt større uafhængighed.

Men uden den daglige struktur og faglige guidning kan hun ikke lave lektier. Det får hende til at føle sig utilstrækkelig og uduelig og skaber store bekymringer om fremtiden: ”Får jeg nogensinde en uddannelse?”, ”Kommer jeg nu endnu længere bagud?”, ”får jeg nogensinde et job”? Det fører til, at hun bliver aggressiv og dybt ulykkelig og reagerer med anfald, hvor hun slår sig og brøler skældsord af sig selv. Hvis hun ikke bliver hjulpet videre, kan det fortsætte i timevis.

Værst er det dog, at hendes hyperaktivitet bliver meget udpræget. For hendes tilfælde handler det om mad. Hun kredser hele tiden om køleskabet og kan ikke styre trangen til at proppe ting i munden. Oftest agurk, frugt og gulerødder. Sunde fine ting. Men det er ikke pointen. Pointen er, at hun bliver nærmest manisk og ikke kan kontrollere sig selv, og det er den værste fornemmelse, hun kan opleve. Hun har nemlig en overvældende frygt for at tage på. Og det betyder, at hun jævnligt bryder sammen i panik, fordi hun kan mærke ”fedtet vokse frem” og imaginære deller opstå minut for minut.

Vi bruger mange timer om dagen på at guide hende ift. hyperaktiviteten, så den får lov til at være der, samtidig med at den ikke overvælder hende. Vi mandsopdækker hende og tager hende med på arbejde for at minimere tomgangstiden så meget som muligt. Den er nemlig som gift for hendes skrøbelige sind.

Kort sagt er vi helt tilbage ved start, og den første spæde positive udvikling, vi har oplevet i over fem barske år, er smadret.

Så, derfor, kære KL: Skal det virkelig gøre så ondt? Er det rimeligt, at min sårbare datter bliver skudt ind som granatføde i opgøret om den danske model? Er effekten ved at definere nødberedskabet så smalt virkelig så stor, at vi kan forsvare alle disse enkelttragedier i handicapfamilierne? For vi er bestemt ikke den eneste familie, der lider. Er det ikke nok, at samfundet ”at large” betaler en kæmpe pris for denne konflikt? Den pris er måske uundgåelig og nødvendig at betale. Men den pris, min datter betaler lige nu, er grænseoverskridende, uværdig og ikke mindst dybt skadelig.

by

“Jeg tror ikke på det der med at sætte børn i kasser”

Jeg har haft en dejlig lang dialog med Vibeke under et af mine indlæg. Hendes dreng er “en af vores” – følsom og særlig. Af og til kører det rigtig dårligt – særligt om vinteren. Vibeke har naturligt nok drøftet med familiens psykolog, om sønnen mon havde en diagnose og i så fald hvilken. Til det svarede psykologen, at hun “ikke arbejdede med at sætte folk i kasser”.

Jeg tror, jeg ved, hvad psykologens bevæggrunde er. Det er jo på mange måder et prisværdigt synspunkt. Stigmatisering og stempling er ingen jo tjent med. Og hvorfor ikke bare leve med de forskelligheder, der er? Et andet argument for at spare på diagnoserne er, at det kan fjerne ansvaret for at forholde sig til, hvorfor barnet har det svært. Måske reagerer det bare “sundt” på noget, der er svært? Og så skal man arbejde med at ændre den situation, der påvirker barnet.

Vibeke spurgte til min holdning – og her er mine tanker:

Da vores datter var 4-5 år mærkede vi tydeligt, at hun ikke var som andre børn. Hun var ukoordineret, flagrende, detaljeorienteret, gik ofte i affekt, kunne ikke være sammen med mange børn af gangen, kunne ikke klare følelsen af tøj mod sin hud, hadede høje lyde etc. etc. Vi talte med flere kloge mennesker, og blev mødt med forskellige reaktioner: “Det er et sundt barn, der reagerer”. “Du og din datter er alt for symbiotiske”. “Du taler alt for meget med hende”.

Jeg var villig til at lytte til alle teorierne – der var intet jeg hellere ville end at forstå. Og hvis hendes problemer havde med mig at gøre, ville jeg gøre alt for at ændre på det. Men det ændrede intet. Og forklaringerne gav aldrig helt mening for mig. Først da vi fik en diagnose – den gang NLD – faldt brikkerne på plads. Jeg vidste instinktivt, at det var den rette forklaring. Og det gav mig en enorm ro at vide, at min datter ikke var et uopdragent barn, og jeg var ikke en dårlig mor.

Så jeg er helt klart for diagnosticering. For mig er en diagnose nemlig lig med handlemuligheder. Når man får sat navn på et symptombillede, giver det også en dør ind til forståelse af barnets vanskeligheder og dermed til en pædagogik og en hverdag, der virker. Jeg tror fuldt og fast på, at det er via en forståelse af barnets oplevelse af verden, at nøglen til det bedst mulige liv ligger. Børn med autisme eller ADHD ikke uopdragne. De gør det, der giver mening for dem i en given situation – men fordi deres hjerner er så anderledes, kan vi som normale meget nemt komme til at misforstå og afkode deres adfærd ud fra egne erfaringer og motiver.

Men allervigtigst er det, at man frarøver barnet en vigtig brik til selvforståelse, hvis man undgår diagnosticering. Disse børn ved godt, at de er anderledes, og jeg har stort set kun hørt om børn, for hvem en diagnose var en lettelse. De er lettede, fordi de endelig får en forklaring på, at der er en årsag til, hvordan de har det, og hvordan de reagerer. Det er ikke deres skyld. De er ikke uopdragne. De er misforståede og har været på hårdt overarbejde. Der er mange brikker, der falder på plads. Selvfølgelig reagerer børn ofte også med sorg og vrede – men det handler mere om det at være anderledes, end om selve diagnosen.

Jeg ved også, at vores børn er meget konkret tænkende. Og for dem giver det ikke mening med vævende floskler som “du er særligt følsom” eller “du er ikke som andre børn” eller “du er et særligt barn”. Min erfaring siger mig, at det er bedre med en konkret diagnose at tale og forstå ud fra. Man finder også ud af, at der er andre mennesker i verden med samme profil og samme udfordringer, og man kan begynde at se ligheder og forskelle. Man kan begynde at opbygge en reel identitet og selvforståelse – og aller-, allervigtigst: Man kan begynde at udvikle strategier, der virker, i stedet for at dunke sig selv oveni hovedet med alt det, man ikke kan.

Hjernen er et forunderligt sted. For os giver det supermeget mening at vide, at min datters ADHD gør, at hendes hjerne ikke producerer dopamin på samme måde som en normaltfungerende hjerne. Den er derfor unormalt sløv i udgangspunktet – men er alligevel så smart, at den så kompenserer med hyperaktivitet for at holde sig vågen. Vi har fundet ud af, hvad hendes hyperaktivitet består i – og vi har meget nemmere ved at acceptere hendes adfærd og dens funktion. Vi er blevet langt mere nysgerrige og fascinerede. Og hendes adfærd er blevet til noget, vi kan betragte udefra og forholde os til, adskilt fra hendes person.

Alt det havde vi ikke kunnet gøre uden en diagnose og den specifikke viden, der følger med. Så når en fagperson siger, at man ikke skal sætte børn i kasser, mener jeg, at man bør tænke meget nøje over, om man reelt gør sig selv og sit barn en tjeneste.

Og så er der jo al den hjælp og støtte, der følger med, når man har papir på sit barns udfordringer. Det gør det meget nemmere for kommunen at træde til, når man ved, hvori barnets vanskeligheder består. Men det er en helt anden historie.

by

Dit postnummer afgør behandlingen

IMG_1205Da jeg i går gik op ad Park Allé i Aarhus, så jeg denne forsideplakat. Og så opstod et lille tankeeksperiment:

Hvad hvis psykiske sygdomme og funktionsnedsættelser fik ligeså meget opmærksomhed som somatiske? Så kunne det være, at vi også kom på forsiden af Ekstra Bladet. For uensartetheden i både diagnosticering og sagsbehandling på det specialiserede område er da nok værd at skrive om.

by

Når jeg bliver stor, vil jeg være Temple Grandin

Måske har I set denne TED-talk med Temple Grandin, måske har I ikke.
Jeg har lige set den for første gang og blev meget rørt.

Hun står der på TED-scenen i sit western-outfit i et par bukser, som helt klart er udvalgt efter komfort snarere end æstetik – og hun lyser. Hendes foredrag er hæsblæsende, intelligent, detaljerigt og helt åndssvagt passioneret. Hun er værdig, hun er stolt – og hun sætter hele den neurotypiske intelligentsia i salen fuldstændig til vægs.

Jeg bliver rørt af flere årsager:

  • Temple viser og legemliggør, hvorfor vi har brug for dem, der ikke stod først i køen, da der blev uddelt sociale færdigheder. Billed- og detaljehjerner får vi brug for. Vi skal dyrke dem og lære at samarbejde med dem
  • Hun forklarer, hvorfor det almene skolesystem sjældent formår at vække deres evner. Deres passion for læring skal vækkes
  • Hun er anvisende og usentimental

Og jeg bliver også sørgmodig: Ingen har endnu formået at finde frem til min datters passion, vække hendes gnist. Hun er konstant optaget af alt det, alle andre kan, og hun ikke selv kan.

For tiden har handicap-erkendelsen ramt hende som en hammer, og hun er fuld af sorg over ikke at være normal, rasende over de ting, hun ikke magter, afmægtig over ikke at kunne nå hen til det liv, som hun synes er attråværdigt: karriere, børn, mand, hus. Fuldstændig normalt og prototypisk, men for hende helt uoverskueligt.

Jeg har hørt historien før. Det er først i puberteten, at man får alvor forstår implikationerne af at være anderledes. Og for mange unge med autisme og ADHD er det en enorm krise og en stor sorg at blive konfronteret med den forskel, der er på en selv og alle de andre.

Jeg håber, at hun en dag kommer ud på den anden side og forstår, at det ikke er det, hun ikke kan, der definerer hende – men alt det hun kan. Ligesom Temple – der for eksempel kan ALT, der har med kvæganlæg at gøre.

by

Jeg elsker min sagsbehandler

For snart fem år siden var vi til et forældrekursus, hvor snakken (uvægerligt) kom til at gå på den kommunale sagsbehandling på specialområdet. Det er et emne, som handicapforældre kan tale om i døgndrift. Bare tryk på knappen, så starter vi. Det er nemlig op ad bakke.

Ud af de ca 30 familier, der var repræsenteret i rummet, var der kun én, der havde haft samme sagsbehandler i over 5 år. Og over 1/4 vidste slet ikke, om de havde en sagsbehandler.

Men den ene familie, der havde haft samme sagsbehandler i 5 år, var min familie. Det vakte respekt, men også berettiget misundelse. For den rigtige støtte og hjælp er alfa og omega – det, der gør forskellen på, om man som familie kommer igennem, eller om man falder fra hinanden. Det er sgu ikke for at male fanden på væggen – men man er i højrisikozonen ift. anbringelser, skilsmisser og uarbejdsdygtighed, når et barn har svære psykiske problemer. Og hvis man ikke har et sikkerhedsnet, er opgaven næsten umulig.

Nå, men vi var nok lidt hurtige på aftrækkeren – for en uge efter modtog vi et brev om, at vi havde fået en ny sagsbehandler. Gitte. Og jeg tænkte straks katastrofetanker. Hvad hvis Gitte ikke havde samme konstruktive tilgang? Hvad hvis hun ikke forstod os? Hvad hvis de ville fjerne støtten? Jeg har hørt en milliard historier om forældre, hvis største kamp er den mod deres sagsbehandler (kommune). Men de må gøre det godt i min kommune. For Gitte er ligeså fantastisk. Menneskelig men pragmatisk. Og meget løsningsorienteret.

For tiden er det hårdt med datteren. Vintermørket har sat gang i hendes sortsyn – og spiseforstyrrelsen rører på sig. Det forplanter sig i familien. Så i går ringede jeg til Gitte for at sige, at nu var tiden kommet. Vi havde brug for hjælp. Straks havde hun 3-4 konkrete forslag til, hvad der kunne sættes i værk, for eksempel dækning af merudgifter til kost – og vejledningssamtaler til min mand og mig. Men det vigtigste var hendes afslutningsreplik: “I har været nede i sorte huller før – og vi skal nok hjælpe jer med at komme op igen”.

Den ene lille bemærkning gjorde mig mere glad og lettet, end jeg har været i ugevis. For fornemmelsen af, at der står nogen klar med et udspændt sikkerhedsnet, er den bedste medicin. Så jeg elsker min sagsbehandler. Hun vil hjælpe os med at komme op af hullet. Alle burde have sådan en.